// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Niels Fabricius-Bjerre: Familiens førstehjælp
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Opslagsværk, Selvhjælp

Niels Fabricius-Bjerre: Familiens førstehjælp

Skrevet af den 7. februar 2011 – 13:19Ingen kommentarer

Som mor til to drenge og med en tendens til at skære mig i fingrene under dagens tilberedning af grøntsager var jeg frisk på at anmelde Familiens førstehjælp af lægen Niels Fabricius-Bjerre. Forfatteren har arbejdet som læge siden 1970 og har bred erfaring fra sin lægegerning som blandt andet praktiserende læge, vagtlæge, plejehjemslæge, skolelæge og søfartslæge.

Lad mig straks vende tilbage til det med skader på fingrene. Der er nemlig et par praktiske råd i forbindelse med netop den problematik. Det mest nyttige for mit vedkommende er hvordan man bedst sætter plaster på spidsen af en finger. Rådet jeg håber, at jeg aldrig får brug for er følgende: Afskårne fingre skal pakkes lufttæt og opbevares køligt på vej til skadestuen. Så ved man det.

Af andre gode råd kan nævnes, at det er en god ide at spise is, hvis man får næseblod, at der skal ringes efter en ambulance, hvis en besvimet person ikke selv vågner op i løbet af ganske kort tid og at buler skal køles med en kold klud eller andet inden for de første minutter efter skaden, hvis det skal nytte noget.

Bogen er inddelt i 25 kapitler, der spænder fra skader på skallen til fremmedlegemer i luftveje og mave og har en overskuelig indholdsfortegnelse. Der er dog ikke som ved lignende typer af bøger et stiksordsregister, som måske skyldes at bogen trods alt ikke er så lang. De enkelte emner er korte og der står ikke meget mere end hvis man googlede emnet på nettet. Til gengæld er de mest almindelige uhelds- og sygdomssituationer samlet i en hæftet bog.

Bogen er som tidligere nævnt skrevet af en læge og kunne med fordel være blevet skrevet igennem af en mere erfaren skribent. Den bærer præg af talesprog som formentlig skyldes, at forfatteren er vant til at diktere korte sætninger til patientjournaler og mindre erfaren i større skiftlig formidling.

Niels Fabricius-Bjerre, Familiens førstehjælp, FADL´s Forlag, 84 sider, 2010.