// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Hein Rasmussen og Rasmus Rosenørn: Amerika i dansk kulturliv 1945-75
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Samfund

Søren Hein Rasmussen og Rasmus Rosenørn: Amerika i dansk kulturliv 1945-75

Skrevet af den 5. februar 2011 – 13:51Ingen kommentarer

”Amerika i dansk kulturliv 1945-75” belyser, hvordan den amerikanske kultur har påvirket og været med til at forme dansk kultur i tre årtier. Antologien består af 10 artikler, der omhandler den amerikanske indflydelse på litteratur, musik, eksperimenterende kunst, jazz, sport og de kulørte blade. Så selv om tre af artiklerne handler om musik, er det et bredt udsnit af dansk kulturliv, der beskrives.

Indflydelsen fra Amerika anskues ofte under fællesnævneren ”amerikanisering”. Heri ligger en række formodninger om, at noget fremmedartet overføres fra et hjemland til en anden nation eller folkeslag. Eksportøren tvinger nærmest produkter og holdninger ned i halsen på modtageren, og gradvist påvirkes kulturen og den sociale og teknologiske udvikling. ”Amerikanisering” er bestemt ikke positivt ladet. Vores kultur forurenes, vi bliver som dem ”over there” – materialistiske og åndløse med hang til at dyrke alt det overfladiske.

Antologien tegner et fint billede af debatten om amerikanisering, og af hvordan mange forfattere, musikere og intellektuelle fandt inspiration i mødet med det amerikanske. Modstanden mod amerikansk kultur og politik har samlet mange på tværs af politiske skel. Såvel religiøst-intellektuelle kredse som kommunister og konservative var op til 2. verdenskrig og i årene efter enige om at være stærkt anti-amerikanske. Kultureliten og toneangivende kredse var enige om at advare mod det amerikanske. Det kom så vidt, at Folketinget nedsatte ”Udvalget vedrørende Den underlødige litteratur”. Fra midten af 50’erne og ti år frem blev mange seriehæfter trukket tilbage på grund af kritik og censur.

Men fascinationen af alt det nye og moderne var stærk i den yngre generation. Dan Turell satte i 1976 i en kronik i Politiken ord på det lystfyldte møde med den amerikanske kultur i efterkrigstiden: ”Måske læste far og mor H.C. Branner og så Kjeld Abell og hørte Leo Mathisen, da de var teenagere. Det gjorde vi ikke. Vi læste Henry Miller, vi så James Dean, vi hørte Charlie Parker. Vi mødte ikke Marguerite Viby på Casiopeia, vi mødte Elvis Presley på Heartbreak Hotel. Selvfølgelig måtte vi blive amerikaner-danskere”.

Artiklerne er generelt skrevet i et levende sprog, og stoffet formidles på en ligefrem og ikke-akademisk facon. Man får lyst til at hive nogle af tidens romaner ud af bibliotekshylderne og høre noget af musikken. Det ærgrer dog mig, at musikken har fået så meget plads. Noget af den kunne med fordel være brugt på film- og radiomediet, og måske kunne reklamebranchen også have været inddraget.

Amerika i dansk kulturliv 1945-75. Redigeret af Søren Hein Rasmussen og Rasmus Rosenørn. 279 sider. December 2010. Syddansk Universitetsforlag. Udgivet med støtte fra forskningsprojektet ”Amerikansk på dansk”.