// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Knud HEINESEN: Min Krønike – 1932-1979
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat, Politisk biografi

Knud HEINESEN: Min Krønike – 1932-1979

Skrevet af den 30. juli 2007 – 11:415 kommentarer

Socialdemokraten Knud Heinesens politiske CV er imponerende. At have været formand for det hedengange Radioråd i Danmarks Radio, forstander på ligeledes hedengange Roskilde Højskole og medlem af Folketinget i 14 år er i sig selv en imponerende bedrift.

Derudover har Heinesen bestredet poster som politisk ordfører og gruppeformand for sit parti samt været henholdsvis undervisningsminister og finansminister både under J.O Krags og Anker Jørgensens regeringer. Forhåbningerne til en erindringsbog fra en sådan mand er derfor store, og for mig opfyldte Min Krønike fuldt ud forventningerne – og mere til.

I bogens indledning slår forfatteren selv fast, at Min Krønike ikke er tænkt som en mulighed for at tegne et privat og personligt portræt. Det er netop bogens helt store styrke, at Heinesen elegant ikke lader sin forfængelighed friste, men i det store holder et skarpt fokus på politiske og samfundsmæssige begivenheder, processer og beslutninger, som han selv har oplevet og for en stor dels vedkommende deltaget i.

Læseren opnår en tilstrækkelig forståelse for, hvor det er, at politikeren Heinesen kommer fra i Min Krønikes første kapitler – og derefter er den ellers spækket med fremstillinger af dansk politisk historie fra midten af 1950’erne til slutningen af 1970’erne.

Sidste år, da erindringerne udkom, var mange optaget af specielt udfletningen af et par unge herrer, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse sidenhen kom til at se meget til – hhv. Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Det er bestemt også oplysende og underholdende til tider, der sammen med ganske detaljerede (for en ikke-økonom) skildringer af, hvilke udfordringerne Danmark stod overfor i forbindelse med de oliekriserne i 1970’erne, giver et for denne læser nyt indblik i, hvad såkaldt ’Anker’nomics’ dækker over.

Det er tydeligt, at det har været forfatteren magtpåliggende at nuancere den debat blot en smule.
Men ellers er kapitlerne – alle som et – spændende. Heinesen bruger en del plads på at behandle forholdet omkring kristendom og Socialdemokratiet – der meget vel kan hives ind i moderne dansk kontekst. Det samme kan udredningerne i bogen om politisk indblanding i DRs affærer i høj grad også.

Mest overraskede de omkring 10 sider af bogen, der omhandler, hvad der startede som Socialistisk Debat og siden blev Socialdemokratisk Samfund mig. Socialdemokratisk Samfund blev stiftet på netop Roskilde Højskole i 1966, og havde til hensigt at diskuetere, hvorledes Socialdemokratiet bedst blev holdt på en politisk kurs, der flugtede med vedtagne principprogrammer. Heinesens omtale af SDS er interessant af specielt to årsager.

For det første pga. medlemsskaren. Af de, de var aktive i SDS, i 1960’erne blev tyve af dem ministre i senere regeringer – og to (Anker Jørgensen og J.O Krag) statsministre. For det andet fordi, at heller ikke dengang brød ledelsen af Socialdemokratiet sig videre meget om kritiske indspark og debat om partiets linje. Det er sandsynligvis kendetegnende for alle større partier  – men under alle omstændigheder, har forholdene ikke ændret sig så meget fra Heinesens 60’ere til i dag…

Bogen, der er første bind af to, er intelligent og humoristisk skrevet – på en måde, man ikke oplever ofte. Heinesen skrev ikke dagbog igennem den politiske karriere, men noterede derimod flittigt strøtanker og citater. Det gør blot bogen mere levende at læse.

Den socialdemokratiske historiefortælling er igennem de senere år blevet beriget med solide værker biografier og selvbiografier. I den forbindelse indtager Heinesens biddrag en vægtig plads.

Kristian Madsen, konsulent, har tidligere skrevet en anmeldelse af bogen, der er ganske læsværdig her.

Knud HEINESEN: Min krønike, 1932 – 1979. Gyldendal, 2006 , 380 sider

  • Jeg synes også, det er en glimrende bog – der var meget, jeg ikke vidste.

    Men det er bestemt ikke noget positivt billede man får af Svend Auken her. Jeg læste Knud Heinesens bog næsten samtidig med tidl. MF Robert Pedersens erindringer (den eneste socialdemokrat, der stemte imod fodnotepolitikken i 80’erne) og det er ikke noget rart billede, de to bøger tegner af Socialdemokratiets tidligere formand…

  • Ja, det var en rigtig god bog – og ingen tvivl om, at jeg ser meget frem til bind 2.

    Jeg er dog ikke helt enig i, at “Heinesen elegant ikke lader sin forfængelighed friste”, som du skriver.

    Jeg var faktisk lige ved at lægge bogen fra mig, da jeg læste de første par kapitler, hvor jeg synes, at det hele var lidt for selvsmagende og -promoverende. Men når man har læst bogen til ende, så har du ganske ret i, at det ikke er det samlede indtryk af manden. Snarere tværtimod.

    Som Katrine så bed jeg også mærke i, hvordan Heinesen skildrer “Arbejderbevægelsens sande venner”, aka Nyrup og Auken, og ikke mindst, hvordan Auken direkte undergraver Anker Jørgensen (derfor er det også så patetisk, når selv samme Auken for nylig hyldede Anker i anledningen af dennes 85 års fødselsdag).

    Heinesen var en af de dygtigste danske politikere, og man savner en kapacitet som ham i dansk politik. Derfor glæder jeg mig også så meget til at læse hans analyse af den tid, jeg selv har oplevet.

  • Psj

    @KH: Du har måske nok en pointe i forhold til de første kapitler, men syntes at han får det balanceret – ved ikke at komme med nogle yderligere skriverier om problemer i ægteskab, børneopdragelse eller alt muligt andet pjat i den her henseende.

    Det er nogle hårde hug, som Heinesen både får givet Auken og Nyrup. Men derudover syntes jeg faktisk, at det er meget interessant at læse, hvordan Venstre forholdte sig til SV regeringen – og gerne havde set den fortsætte (ifølge Heinesen i hvert fald :-))

  • Pingback: Kampagne blog » Ex-partisekretær: “Hvem vinder valget?”()

  • Pingback: » Jens Christiansen - Hvem vinder valget?Bogblogger.dk - Boganmeldelser på nettet()