// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Kofod Winther: Himmelskud over København
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Jan Kofod Winther: Himmelskud over København

Skrevet af den 1. marts 2011 – 09:50Ingen kommentarer

Umiddelbart ser København dyster ud, efterhånden som siderne vendes i ”Himmelskud over København”, fordi mange af fotografierne er taget enten om aftenen eller i skumringen. Men der er lys forude, idet ”Himmelskud over København” også rummer gode og flotte fotos taget i dagslys. Vinklerne er – selv om alle er set fra oven – ganske overraskende med en detailrigdom, som ellers kun er den luftbårne beskåret.

Fotografen Jan Kofod Winther tager læserne – eller rettere betragterne, fordi der er tale om en stort anlagt billedbog – med i sit lille fly, hvor han med den ene hånd fotograferer ud af den åbne siderude, mens han styrer OY-TRR med venstre hånd. OY-TRR er Jan Kofod Winthers Cessna 172. Sådanne luftbårne sager har også et registreringsnummer.

Jan Kofod Winther leger med naturens eget lys. Både ved sommertid og ikke mindst om vinteren, hvor den lavtstående sol er med til at fremhæve, at planlægning af det gamle København – eller mangel på samme – startede med Absalon i 1167, da byen fik købstadsrettigheder. Men Jan Kofod Winther flyver længere ud i omegnen af København.

Som alle andre, der har bladret i den 328 sider store bog, har jeg ledt efter og fundet de steder, hvor jeg har boet i København. De er alle med. Lige fra Herluf Trolles Gade, hvor den første gårdsanering i 1960-erne viste vej til mange flere, over Nørrebro til Brønshøj. Hvad mere kan jeg ønske mig?

Langt de fleste fotos er forsynet med korte tekster. Og ved indgangen til bogens forskellige afsnit er der en tekst, som fortæller om bydelen eller området. Og som svar på mit eget spørgsmål ”Hvad mere kan jeg ønske mig?”, så er det mere tekst om områder og motiver. Men ret beset så er det en billedbog – tilmed en god af slagsen. Den ligger fortsat fremme på kaffebordet.

Jan Kofod Winther, Himmelskud over København, Gyldendal, November 2010, 326 sider.