// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bjørn Harvic: Igors æblehave
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer, Rejsebog

Bjørn Harvic: Igors æblehave

Skrevet af den 17. januar 2009 – 16:20Ingen kommentarer

Advarsel: Hvis du ikke har tid. Og heller ikke har penge, ja så skal du ikke læse Igors æblehave. Der er nemlig en overhængende fare for, at en utrolig længsel efter at rejse verden rundt vil bemægtige sig dine tanker. Læser du bogen må du acceptere, at du i den grad bliver smittet med lysten til eventyr og oplevelser.

Igors æblehave handler meget lidt om æbler og heller ikke ret meget om haver. Til gengæld handler den om Bjørn Harvigs noget specielle rejse fra København til Teheran. På cykel.

Der er tale om en skøn og livsbekræftende bog. Bjørn Harvig fortæller om sine følelser, tanker og oplevelser i løbet af rejsen og krydrer det på en nærværende og interessant måde med faktuelle oplysninger om de lande han passerer. Man får et indtryk af en mand, der rejser med en god blanding af nysgerrighed, ydmyghed og oprigtig interesse for de mennesker han møder undervejs.

Hvor de fleste andre ville vælge vejen via de centraltbeliggende lande i Europa vælger Bjørn Harvig i stedet turen over Rusland, Ukraine, Georgien, og Armenien for at komme til Iran. Undervejs møder han agressive hunde, fattige men imødekomne mennesker der lukker ham ind i deres hjem, afvisende hotelreceptionister, en æblehave – samt ikke mindst regnvejr, sure sokker og overnatninger i telt.

En af de mest interessante oplevelser for mig som læser er hans tur til Tjernobyl. Han formår at skildre de forladte beboelsesområder på en måde, så man praktisk taget kan fornemme stilheden.

Udover at mestre skrivekunsten er Bjørn Harvig en glimrende fotograf og bogen er således fyldt med skønne fotos fra rejsen. Hvornår mon Bjørn Harvig igen drager afsted, og mon vi andre endnu engang får lov til at komme med på frihjul?

Bjørn Harvig er født i 1980. Han er yngste medlem af Eventyrernes Klub.

Bjørn Harvic, Igors æblehave, Mediehuset Luksus, 2008, 184 sider.