// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alex Uth: Marskens Konge
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Alex Uth: Marskens Konge

Skrevet af den 24. januar 2011 – 20:00Ingen kommentarer

Alex Uth placerer sine personer i en ”Dark Fantasy”, hvor vandet og dyndet både er livet og døden, for under vandet hersker Marskens Konge! Han bestemmer om man skal leve af marskens dyr og planter, eller om man skal ned i dybet som hans brud, ned til en tilværelse fanget mellem liv og død.

Denne skæbne er Fankes dom i første bog, idet hendes bror Heirik her har sat sig op mod Marskens Konge ved at bryde samfundet regler og dræbe den hellige fugl. For at sone hans skyld står Fanke brud.

”Marskens Konge” kan snildt læses, uden at du har stiftet bekendtskab med ”Marskens Hemmelighed”. I ”Marskens konge” er Fanke kommet tilbage fra marskens dyb, tilbage til landsbyen hvor hun modtages med frygt og had. For ingen vender tilbage, når de først har stået brud med marskens konge. Fanke kæmper mod alle ods for at vende tilbage til normalitetens trygge havn, men hendes drømme er fyldt med ting, der ikke burde være der.

”Marskens Konge” adskiller sig på en række områder fra klassiske fantasy-fortællinger som Ringenes Herre og Narnia. Et af disse områder er rejsen gennem en verden, der ofte fungerer som en udviklingsrejse for hovedpersonerne. I ”Marskens Konge” udspiller historien sig udelukkende i den lille bygd, midt i marsken. Vi kommer ikke andre steder hen – og vi savner det ikke. For fortællingen er tight, personerne nuancerede og stemningen af angst og undergang er så tydelig, som at løbe tør for luft få meter fra overfladen – en stemning der gør, at læseren ikke kan undgå at synke ned i sidernes dynd, med en veltilpas gysen.

Alex Uth, Marskens Konge, 167 sider, Peoples Press Junior, målgruppe. År 13+, 2010.