// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martin Kellermann: ROCKY – The big payback
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Tegneserie

Martin Kellermann: ROCKY – The big payback

Skrevet af den 28. juli 2007 – 19:052 kommentarer

ROCKY - The big payback

De fleste af os vil næppe indrømme det, men hvor ofte kommer vi ikke så hurtigt ud ad døren, at det eneste, vi har nået at se i avisen er et par overskrifter og … tegneserien. For “the funnies” er og bliver en meget væsentlig årsag til, at avisen ikke er helt død. Og derfor spiller de daglige striber også en afgørende betydning for, hvilken avisen der kommer ind i postkassen dagligt.

Politikens 2. sektion har i lang tid lagt bagside til Wulffmorgenthalers psykedeliske striber, og der er ingen tvivl om, at de to hjerner der opfandt ninja-flodhesten Dolph stadig er avisstribernes danske mestre. Men lige i nakken af dem – både i overført og avis-bogstavlig forstand – sniger en noget upåagtet svensker sig ind med striben ROCKY.

Martin Kellermanns rå og åbenbart selvbiografiske stribe om Rocky, der i en alder af 25 forsøger at blive voksen, er nemlig både utrolig præcis i sin beskrivelse af tiden og ikke mindst “unge mennesker af i dag” – og så er den urimeligt morsom.

Hver stribe består af de samme fire ruder, og formlen er næsten haiku-agtig stiv. Det er aldrig i form eller udtryk, Rocky overrasker. Det er i sproget. Det er de små underfundige tanker eller udtryk, som gør Rocky både betagende og morsom. Handlingen er ofte ikke-eksisterende, og dermed kommer sproget til at stå helt centralt.

Jeg har læst Rocky hver dag i lang tid, og derfor kom det som noget af en overraskelse, at bagmanden var svensk. For Rocky er dansk. Han bor på Vesterbro, går på Vega og sviner Amin Jensen i et sprog, som er så præcist, at ingen svensker ville kunne gøre det. Og det er da også netop en af Rockys helt store forcer, at oversætteren Nikolaj Scherfig har fået så frie rammer, at han har kunnet tage Rocky til sig og gøre ham til sin egen (eller sig selv?).

Normalt skal man ikke læse 125 sider med avis-striber, men i dette tilfælde får man faktisk en langt bedre oplevelse, når man er med Rocky hele vejen fra han bliver smidt ud af sin lejlighed og bliver dumpet af kæresten på samme dag til han i løbet af et år oplever både håbløse jobs, katastrofale kvinder og ditto fester og ikke mindst hans skæbnesvangre tur til New York.

Der er nogle gode timers underholdning gemt i “ROCKY – The big payback”. Det eneste, man kunne ønske sig, var, at det var i farver. For selvom serien fungerer i sproget, så løfter det uden tvivl læselysten, når man sammenligner med de farvede striber i Politiken.

Men trods de manglende farver, så har denne anmelder allerede bestilt nr. 2, der netop er udkommet på Forlaget Politisk Revy

Martin Kellermann: ““, Forlaget Politisk Revy, København, 2006.