// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Aline Sax: Mellem to verdener
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Ungdomsroman

Aline Sax: Mellem to verdener

Skrevet af den 1. februar 2011 – 21:08Ingen kommentarer

Mellem to verdener handler ikke bare om at emigrere fra Belgien til USA i 1900 tallet – den handler i lige så høj grad om at blive voksen og opdage sin seksualitet.

Adriaan og Alexander er tvillinger og landbrugssønner i Belgien. Det er hårde tider og som så mange andre i denne periode har familien valgt at udvandre til Amerika – landet hvor alle kan få gratis landbrugsjord og høste i overflod. Som læser venter man at drømmene snareligt må briste. Derfor er det heller ikke overraskende, at familiemedlemmerne en efter en bliver siet fra under den hårde rejse til USA, tilsidst står Adriaan alene i New York og må arbejde sig op fra bunden. Hårdt arbejde og bristede illusioner står i kø, indtil han møder Jack. Jack tager sig af Adriaan og viser ham ukendte sider af New York og af ham selv.

Adriaans gryende homoseksualitet er nænsomt beskrevet og romantikken mellem ham og Jack er et af bogens stærkeste kort. Et andet stærkt kort er Aline Sax´s sprog, der har meget få stærkt tidsbundne vendinger, hvilket gør at man som læser ikke føler at sproget er gammeldags eller taget ud af munden på en nutidig teenager.

Samlet set er bogen en god læseoplevelse, der klart brænder mest igennem i beskrivelserne af Adriaan, Jack og deres vennekreds, noget svagere står den i beskrivelsen af Adriaans familie – de formår ikke rigtigt at krybe ind under huden på denne læser. At forfatteren Aline Sax er igang med en ph.d i historie, er ikke overraskende, idet man under læsningen føler sig hensat til New York i 1910 – en tid med få biler, gasbelysning indendørs og med meget agression mod homoseksualitet.

Aline Sax, Mellem to verdener, Turbine, December 2010, 372 sider, Oversat af Birthe Lundsgaard.