// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Benny Andersen: Alle historierne om Snøvsen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Benny Andersen: Alle historierne om Snøvsen

Skrevet af den 21. november 2010 – 17:39Ingen kommentarer

Kender du det lille væsen, der kun har én tå at hoppe på? Det lille væsen som alle er gået fra, men som en morgen møder drengen Eigil i udkanten af skoven? Det er jo Benny Andersens Snøvsen!

Det er ellers ikke let at være det lille væsen Snøvsen. For undervejs i historierne bliver han forvekslet med en gulerod og er lige ved at ende i en stor gryde med sommersuppe. Han er med på opdagelse i den store mørke skov, hvor Eigil og vennerne skal finde den farlige Bøhmand. Og Snøvsen er også med Eigil i skole, hvor han hilser på læreren. Og det er blot nogle af de mange oplevelser du kan læse om i Alle historierne om Snøvsen.

Alle historierne om Snøvsen udkommer nu (igen) samlet i en 355 siders flot bog – og er netop alle historierne om Snøvsen fra henholdsvis 1967, 1970, 1972 og 1984. Af ukendte årsager stiftede jeg ikke bekendtskab med Snøvsen som barn og nyder nu aften efter aften de søde historier sammen med min stærkt begejstrede seksårige dreng. Kapitlerne er på to til seks sider og har dermed en god længde til godnatlæsning. Sproget er passende til børn fra de mindste klassetrin og opefter.

Bogen indeholder: Snøvsen og Eigil og katten i sækken, Snøvsen på sommerferie, Snøvsen og Snøvsine, og Snøvsen hopper hjemmefra. Bogen er bestemt et af de bedre bud, hvis du gerne vil give en af de klassiske danske børnebøger som gave.

Benny Andersen, Alle historierne om Snøvsen, Borgen, November 2010, 3. udgave 1. oplag, 355 sider.