// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bjarne Riis og Lars Steen Pedersen: Riis
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Sportslitteratur

Bjarne Riis og Lars Steen Pedersen: Riis

Skrevet af den 18. november 2010 – 12:27Ingen kommentarer

“Den ellers så tilknappede mand åbner op for posen”. Det kunne være undertitlen for selvbiografien fra manden, der med sin Tour de France-sejr i 1996 gav os den største danske enkeltmandssportspræstation i sidste århundrede. For biografien viser, at der er et menneske inde bag facaden på den ellers meget ordknappe vestjyde, der har givet os klassiske one-liners som “Jeg er aldrig blevet testet positiv” og “Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO.”

Riis lægger kortene på bordet og fortæller hudløst ærligt og overbevisende om sin opvækst uden sin mor men med en meget lidt tilstedeværende far, der dog kørte Vestjylland tyndt i den gamle Saab, mens sønnen cyklede bagefter og fik pace. Han er ikke bleg for at give udtryk for sine varme følelser for faderen og bogen åbner da også med et meget personligt og bevægende afsnit om de dage i efteråret 2007, hvor hans far dør, og om hvordan dét er den sidste dråbe, der er lige på nippet til at give Riis et nervesammenbrud efter et hektisk og opslidende år, hvor han blandt andet med ordene “Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO,” indrømmer det, som vi andre har vist i knap 10 år.

Ordet doping fylder meget i bogen, og det er meget positivt at se, hvor åben Riis er om dette kapitel i sit liv. I perioden 1993 – 1998 tog han forskellige former for doping, og Riis forsøger ikke at bortforklare dette. Sådan var det. Sket er sket. Men i sit senere virke som holdejer gør han en kæmpe indsats for at bekæmpe det spøgelse, som har givet cykelsporten et blakket ry – på trods af at atletikudøvere og fodboldspillere uden tvivl heller ikke kun får energi til deres præstationer fra pasta, frugt og kildevand.

Bogen er på 513 sider, hvilket bringer den op i samme længde, som vi ser ved statsmandsbiografier. Lidt redigering havde ikke skadet, selvom der ikke, som vi så det i den Palme-biografi jeg læste for nylig, er lange ligegyldige detaljerede beskrivelser af de mindste detaljer i mandens liv. Faktisk skøjter bogen alt for let henover de sidste 10 år, hvor Bjarne Riis, efter sit karrierestop som cykelrytter, er blevet en succesfuld holdejer af det, der i perioder har været verdens bedste cykelhold. Hans barndom, ungdom, de første år som professionel cykelrytter og vandbærer for det franske cykelikon Laurent Fignon samt Riis’ storhedstid på toppen af de franske tinder i midten af halvfemserne beskrives meget detaljeret. Det samme gør mere private begivenheder som mødet med den unge håndboldspiller Anne Dorte Tanderup under OL i Atlanta i 1996 (Vi er med helt oppe på hotelværelset ved deres første uskyldige flirt på legenes sidste aften) og den efterfølgende skilsmisse fra hustruen Mette, samt hvordan hans far kommer af dage på gulvet i deres villa ved Vejle Fjord. Det er alt sammen meget godt og med til at tegne billedet af mennesket Bjarne Riis.

Men fra entreen som holdejer i år 2000 og frem til i dag er det meget småt med detaljeringsgraden og beskrivelsen af de følelser som han har når den ene toprytter efter den anden svigter ham ved at flirte med dopingen eller forlade ham til fordel for et nyt hold straks efter at Riis har nurset rytteren frem til at blive en verdensstjerne og tourvinder. Bjarne Riis tager først Tyler Hamilton, så Carlos Sastre, så Ivan Basso, så Schleck-brødrene og til sidst Fabian Cancellara under sine vinger og udvikler deres potentiale. Alle ender de med at svigte ham til fordel for dopingens fristelser eller økonomiske fristelser på andre hold. Hvad følte han da de forlod ham og svigtede ham? De centrale spørgsmål får man kun meget kortfattede indholdsløse svar på. Årene som holdejer beskrives i et tempo, som var der tale om en Cancellara-enkeltstart ved VM. Ganske få sider om hvert enkelt år, hvor det stort set kun er B.S. Christiansens årlige overlevelsestur for hele virksomheden samt begivenhederne under de tre ugers Tour de France, der har fundet vej gennem nåleøjet. Og så hastigt videre til næste år i en fart, som gør det svært at holde redde i hvilket år vi nu er nået til.

Man kunne have Bjarne Riis og medforfatter Lars Steen Pedersen mistænkt for, at være kommet i tidsnød. Planen har sandsynligvis været at sende bogen ud i starten af den stime af biografier, som er et sikkert varsel om julens snarlige komme og inden bogmessen (Bogen udkom tirsdag den 9. november – fire dage før bogmessen). Måske er det pludselig gået op for de to, at de har brugt så meget tid på Riis’ liv frem til år 2000, at de bliver nødt til at løbe hastigt henover de sidste 10 år. Og det er enormt ærgerligt. For I mine øjne er det lige så interessant at læse om Riis’ intense arbejde med at opbygge verdens bedste cykelhold, som det er at læse om hvordan han bygger formen op forud for tourløbene.

Til gengæld skal det bemærkes, at bogen går helt frem til de dramatiske begivenheder i juli, august og september i år, hvor mange af de centrale ryttere såvel som sportsdirektører går bag Riis’ ryg og går i samlet flok til et nyt storhold. Riis svarer igen ved at engagere tourvinderen Alberto Contador. Faktisk skriver Riis kontrakt med Contador allerede under touren, hvor Riis’ to Schleck-brødre samtidig kæmper om tourtriumfen mod netop Contador. Bogen har ikke fået den seneste udvikling med dopingmistanken mod Contador med, men den skulle jo også trykkes på et tidspunkt. Lækkert er det i hvert fald at få langt det meste af den seneste dramatiske udvikling omkring Riis’ person med. Dog kunne jeg også her godt have tænkt mig lidt flere reaktioner og refleksioner fra Bjarne Riis over dette kæmpe svigt.

Sat lidt skarpt op, så er Bjarne Riis sikkert i manges øjne den her fåmælte vestjyske knudemand, der holdt os alle for nar i mere end 10 år ved at hævde sin dopinguskyld. Og mon ikke aversionen mod Bjarne Riis også grunder i en skuffelse over, at hans fantastiske bedrifter på de franske landeveje i midten af halvfemserne, som vi alle lod os rive med af, var baseret på snyd og humbug. Bogen her sender Bajrne Riis et godt stykke op af min personlige sympatiskala, da han formår at levere et hudløst ærligt selvportræt uden for mange bortforklaringer og undskyldninger. Selvbiografier har ofte en tendens til at skulle retfærdiggøre hovedpersonens handlinger, men det synes jeg ikke er tilfældet her. Riis gjorde hvad han gjorde, og det står han ved. Til gengæld beviser bogen, at der er et menneske bag facaden. Et meget følsomt menneske.

Bjarne Riis og Lars Steen Pedersen: Riis. Peoples Press 2010. 513 sider. Udkom 9. november 2010.