// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Katz Krefeld: Protokollen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Michael Katz Krefeld: Protokollen

Skrevet af den 14. november 2010 – 15:40Ingen kommentarer

En bilbombe eksploderer på Kongens Nytorv i København og dræber 23 mennesker. PET er straks på sagen for hurtigst muligt at opklare terrorangrebet og forhindre nye angreb. Ingen tager ansvaret for angrebet og chefen for PET’s enhed for kontraterrorisme, Nikolaj Storm, har svært ved at finde et gennembrud i efterforskningen. Han henter hjælp fra den kontroversielle vicekriminalkommissær Katrine Bergman, der ellers er suspenderet fra tjeneste pga. vold, men som har et indgående kendskab til livet i ghettoen på vestegnen, hvor hun selv bor. De har brug for hendes hjælp til at afsløre en formodet terrorcelle i hendes boligkvarter, men opklaringen viser sig at være langt fra så lige til, som først antaget.

Protokollen er meget aktuel, den er interessant og plottet er godt sammensat. Synsvinklen varierer fra kapitel til kapitel, hvilket giver god spænding, og der afsløres ikke for meget, men man er som læser på intet tidspunkt grundforvirret over hvad der foregår. En rigtig god balance.

Det politiske spil, der fylder meget i bogen, er interessant, men der bliver smurt lige lovlig tykt på flere steder. Bogen har virkelig hevet hver en dråbe ud af de fordomme og stereotyper vi ser i det danske samfund i øjeblikket. Lige fra den hjemvendte, pillespisende soldat, der lider af posttraumatisk stress, til anden generations indvandreren uden respekt for danske kvinder og den hvide, skaldede fodboldfan med tatoveringer på halsen, der tager til fodboldkampe udelukkende for at lave ballade. Stereotyperne er på plads efter alle kunstens regler og der spilles på alle tangenter i en grad, der gør det lidt utroværdigt.

Blandingen af fiktion og virkelighed, som normalt er utrolig spændende, er i denne her bog måske lidt uhensigtsmæssig. Der refereres bl.a. til sagen fra Glasvej, en virkelig hændelse, men det kombineret med de ovennævnte karikeringer af personer i det danske samfund, kan måske virke angstprovokerende på nogle læsere og grænsen mellem underholdning og politisk valgmateriale er tæt på at være overskredet.

Men det er en god bog. Spændende, velskrevet og overraskende. Man skal som læser dog iføre sig et ordentligt filter og huske på, at det er fiktion.

Michael Katz Krefeld, Protokollen, Lindhart og Ringhof, oktober 2010, 368 sider.