// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Erik Birkelid: Waldemar, den ensomme søslange i Kattegat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Jan Erik Birkelid: Waldemar, den ensomme søslange i Kattegat

Skrevet af den 13. december 2010 – 08:00Ingen kommentarer

Waldemar er en lidt speciel søslange. For nok har han en glubende appetit på de mange flyndere i Kattegat, men han er også ret ensom, når han svømmer rundt i Kattegat og skjuler sig for skibene.

Pigen Lillian bor på en lille ø i Kattegat, har sin egen jolle og er næsten en helbefaren sømand. Og da hun en dag støder på Waldemar bliver de to hurtigt venner.

Waldemars flynderfangerevner er desuden så gode, at de sammen hurtigt får skabt en lille stand på havnen, hvorfra de sælger flyndere til turisterne.

Men de lokale fiskere er ikke vilde med konkurrencen og så bliver Waldemar opdaget – derefter indeholder historien harpuner, en hævngerrig kaptajn og flere tv-hold.

Den del af historien om Waldemar er en sød lille historie om venskab og de voksnes reaktion på søslanger. Med hele 72 sider og flere farvestrålende illustrationer på hver side er der også god tid til at lære Waldemar og Lillian at kende.

En anden del af historien er den maritime verden, som bogen også rummer: her er der forklaringer på forskellige maritime begreber og ting som styrbord, bagbord, fyr og ekkolod. De forklaringer er lagt for sig selv rundt omkring i bogen og kan inddrages i højtlæsningen efter behov – eller de kan springes over for at holde tempoet overfor det lyttende publikum.

Bogen er tegnet og fortalt af den norske designer og illustrator Jan Erik Birkelid, som har sejlet det meste af sit liv.

Jan Erik Birkelid, Waldemar, den ensomme søslange i Kattegat, Turbine, Oktober 2010, 72 sider, På dansk ved Lise Alring.