// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bo Bech: Kokkeskole
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Bo Bech: Kokkeskole

Skrevet af den 2. november 2010 – 08:00Én kommentar

En mæt og veltilfreds Bo Bech sidder ved et bord foran en tallerken med kun krummer tilbage. Han kigger på dig. Sådan ser forsiden på Kokkeskole ud, og koblet med, at bogen formatmæssigt er omtrent på størrelse med en roman, kunne man godt få det indtryk, at her er tale om en biografi om Bo Bech. Det er det dog ikke i klassisk forstand, for bogen indeholder ingen anekdoter om livet som kok, kun Bo Bechs yndlingsopskrifter. Men for en kok er en samling af yndlingsopskrifter måske lidt det samme som en samling af anekdoter?

Bo Bech har nok ellers masser af anekdoter at fortælle, hvis det skulle være. Han har haft den michelinstjernede restaurant Paustian, han har et bageri som kun sælger to slags brød, og han har været med i tv programmerne ’Med kniven for struben’ og ’Kokkekampen’. Men i denne bog er det altså maden, og ikke livet omkring maden, der tager højsædet.

I forordet dedikerer Bo Bech bogen til de, som gerne vil være de bedste sønner, kærester, mænd, fædre og elskere, men som endnu ikke har haft helt samme ambitioner i køkkenet. Bogen er således rettet mod herrerne, hvilket skinner igennem i bogens layout og generelle stil. Sproget er uformelt og ligefremt, og her er inden dikkedarer og udenomssnak. Ingen snak om hvor herligt køkkenet kommer til at dufte og ingen billeder af maden stillet op med et fint, men for maden irrelevant, blomsterarrangement. Det er egentlig forfriskende.

Stilen holdes stringent og praktisk med 3 gode tips til alle opskrifter. Der er et forslag eller et obs! til udførelsen af opskriften, et forslag til vin, og et serveringsforslag. Det fungerer ret godt. Og ved nogle lidt mere tekniske opskrifter eller teknikker, såsom at lave pasta, skrælle en artiskok eller klargøre en hummer, er det lavet en billedserie til at hjælpe på vej. Der er desuden et billede til hver opskrift, hvilket jeg sætter stor pris på.

Opskrifterne er ikke svære, hverken at forstå eller udføre. Her er endda noget så sjældent som en fremgangsmåde til at stege en bøf. Tilsyneladende simpelt, men noget de færreste mestrer, og noget som de færreste kogebogsforfattere dedikerer tid og sideplads til.

Maden er generelt klassisk fransk bistromad, godt blandet med dansk mormormad, som jo er kommet til ære og værdighed igen. Opskrifterne er således i tråd med hvad der er oppe at vende på mange restauranter for øjeblikket. Her er i al fald rig mulighed for at rekreere den boeuf bearnaise man fik sidst man var ude at spise, både i forhold til at stege bøffen, lave sin egen sauce bearnaise og lave fritterne helt fra bunden.

Bogen fungerer rigtigt godt som et lille opslagsværk eller en lille grundbog til både hverdags- og festkøkkenet. Det gælder både for mænd og kvinder, selvom stilen som sagt nok vil appellere mest til mænd. Man kan med en smule fantasi drage paralleller til Frøken Jensens kogebog, hvis frøkenen ellers havde illustreret sit værk, og hvis hun måske havde været en han. Under alle omstændigheder får Kokkeskole en varm anbefaling med på vejen herfra.

Bo Bech, Kokkeskole, People´s Press, 137 sider, Oktober 2010

  • Hej Bente

    Sikke en god artikel omkring den nye bog med Bo Bech “kokkeskole”.

    Er helt enig med dig i at bogen fungerer godt som både opslagsværk til hverdags brug eller til fest.

    Mvh.

    Kim
    Personaleklubben.dk