// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lyngby, Mentz, Nørby og Seerup: Danmarks største søhelte
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Lyngby, Mentz, Nørby og Seerup: Danmarks største søhelte

Skrevet af den 28. oktober 2010 – 21:07Ingen kommentarer

Militær og krig synes at være ganske hot for tiden. ”Armadillo”, dokumentarfilmen om danske drenge i Afghanistan, har trukket fulde huse i biograferne. Oberster og jægersoldater udgiver bøger i et væk. Historiske værker som eksempelvis ”Slagtehus Dybbøl” og ”Dommedag Als” bliver rene bestsellere. Nu er turen så kommet til de danske søhelte.

Forfatterkollektivet har sat sig ambitiøse mål. Historierne og myterne, bedrifterne, sejrene og de bitre nederlag skal frem i lyset. Man vil også diskutere selve heltebegrebet, og hvordan heltebillederne er blevet brugt i forhold til vores nationale identitet og selvforståelse. Meget langt hen ad vejen lykkedes det på imponerende vis at indfri ambitionerne. Forfatterne er alle fire velskrivende, de fortæller levende om personer, taktiske overvejelser og de mange dramatiske slag. Man behøver således ikke kende til emnet på forhånd for at få glæde af bogen. Desuden er det en smuk udgivelse. Bogen er smækfuld af farvemættede og detaljerige gengivelser af malerier og skitser, der er portrætter af heltene og billeder af mindesmærker. Alle illustrationer suppleres af oplysende billedtekster.

Fortællingen starter i i 1500-tallet med Søren Norby, der både var en værre sørøver og en central skikkelse i datidens krige mod Sverige. Han nåede således at tjene under tre danske konger, en svensk rigsforstander og en tysk kejser. I de næste knap 300 år er det kampene mod svenskerne og de nordtyske delstater, der skaber de danske søhelte. Den største af dem alle er naturligvis Tordenskiold. Hans heltestatus opstod i løbet af en kort og glorværdig kometkarriere, der bl.a. bød på dristige aktioner mod svenske baser på land og kampe mod langt større skibe. Som 30-årig døde superhelten en meget lidt glorværdig død på en sumpet eng 15 km. syd for Hannover. Under en duel rammes han uheldigt af modstanderens kårde, og han udånder kort efter.

Fra 1801-1814 er det England, der er hovedfjenden. På trods af søhelte som Olfert Fischer og Peter Willemoes endte slagene med vanærende nederlag. Efter bombardementet af København i 1807 tabte vi vores flåde. De danske søofficerer måtte de følgende år kæmpe fra meget mindre fartøjer, en slags pramme, i en række nålestikoperationer. I de slesvigske krige ca. 50 år senere var det igen tyskerne, vi var oppe mod. Flåden skulle overvåge de nationale farvande, beskytte landhæren og sikre forsyninger. Der var kun få træfninger til vands. I bogens afsluttende kapitler følger vi den dramatiske sænkning af flådens skibe i august 1943. Af i alt 52 fartøjer lykkes det kun tyskerne at erobre 14 uskadte. Helten er viceadmiral A. H. Vedel. Han havde indset, at tyskerne en dag ville konfiskere flåden, og i dyb fortrolighed forberede han den danske modaktion.

Forfatterne fortjener stor ros for deres problematisering af ”heltefiguren”. Den danske søhelt er ikke uden fejl. Det så vi hos Tordenskiold og måske endnu mere tydeligt hos Olfert Fischer. Hans karriere var ved at gå i vasken efter en særdeles pinlig skandale med grov ydmygelse af en prostitueret.

Hvis jeg skal pege på en lille svaghed i bogen, så er der lidt vel mange gentagelser. De fire forfattere har opdelt bogens afsnit mellem sig, og der er eksempler på, at den samme historie fortælles flere gange, eksempelvis ved en af de helt store begivenheder, Slaget om Reden. Det er dog kun en lille skønhedsplet i dette pragtværk om danske helte til havs.

Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup, Danmarks største søhelte, Gad, Maj 2010, 280 sider