// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Finn Søeborg: Den store gevinst
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Dansk roman

Finn Søeborg: Den store gevinst

Skrevet af den 19. juli 2007 – 22:02Ingen kommentarer

En lørdag aften i de tidlige 1990’ere sad jeg – sammen med mine forældre – og så et af de der evindelige lørdags-aftens-underholdnings-programmer, som både DR og TV2 konkurrerede om dengang. Et af indslagene har prentet sig ind i min bevidsthed: Tommy Kenters oplæsning af en for mig totalt ukendt forfatter – Finn Søeborg.

Det var dog ikke Kenters glimrende oplæsning, men derimod indholdet, der fangede mig. For teksterne var mildt sagt morsomme. Siden læste jeg selv et par af hans bøger, og på reolen herhjemme står da også hans novellesamling “Ventesal for ikke-rygere“. Men det var først under et sommerhus-ophold her i ferien, at jeg igen stødte på Søeborg, da jeg på bogreolen faldt over hans “Den store gevinst” fra begyndelsen af 1960’erne.

Og det er det helt rigtige sted for Søeborgs bog at befinde sig. For den er den oplagte sommerferielæsning, hvis man ikke tilhører det store flertal af danskere, der åbenbart foretrækker krimier som ferielæsning,.

Det er ikke så meget handlingen, der gør Søeborgs fortælllinger morsomme, men derimod personerne, der ofte er absurde i bedste Panduro-stil, og som især formår at bruge sproget på finurlige og underfundige måder. “Den store gevinst” handler om, hvad en broget flok gør, den dag de vinder netop “den store gevinst”. De realiserer faktisk de drømme, som de har gået og haft, men ingen af dem får faktisk noget særlig ud af det.

Kedelig morale? Ja, helt sikkert. Men når det er den gale, distræte professor Martinson (der taler som en juridisk fuldmægtig fra Krigsministeriets 13. kontor i 1930’erne, og som i øvrigt bruger sin tid på at efterforske UFO’er på højt akademisk niveau) eller de reklame-gale ægtepar, Herluf og Solvejg, der lever af at skrive opdigtede historier om græske prinssesser til tirsdags-pressen, mens de taler i reklame-slogans til hinanden og andre (okay, her er faktisk lidt samfundsrevser gemt i Søeborg, men det er godt skjult), ja, så er man ufattelig godt underholdt.

Så falder man over Søeborg her i ferien – i et sommerhus, på et loppemarked eller i et antikvariat, så tøv ikke: Lad dig underholde et par timer!

Finn Søeborg: “Den store gevinst“, 1961, Rasmus Navers Forlag, (6. oplagt, 1971: Navers Billigbøger).