// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Libak: Poesi for Pap-familier
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte, Rim og remser

Anne Libak: Poesi for Pap-familier

Skrevet af den 21. oktober 2010 – 14:33Ingen kommentarer

Rim med et stort glimt i øjet, hjulpet godt på vej af tegninger, en hel del a la Halfdan Rasmussen. Det er hvad Poesi for Pap-familier indeholder. Alle rimene er familierelaterede på den ene eller den anden måde, og de handler om løst og fast, stort og småt, sødt og surt. Her er rim om mors ridebukselår, forståelsesproblemer mellem yngre og ældre, sorgen over at miste, og glæden ved at elske.

Man kunne måske tro, at bogen grundet formatet er til mindre børn, men dertil vil jeg mene, at der er for mange svære ord og (endnu) uvedkommende emner. Også selvom forlaget selv retter bogen mod børn og deres forældre. Til gengæld fandt den gruppe voksne, jeg har afprøvet bogen på, den særdeles underholdende. Der var dog ingen, der havde et konkret bud på, hvem bogen specifikt kunne henvende sig til, så der blev hmmm´et og kløet i håret. Konklusionen på det blev omtrent, at bogen kan underholde alle over 10 år, som besidder sans for humor. Og det gør det jo forhåbentlig til et bredt publikum.

Bogens format vil dog desværre nok få de fleste voksne til at gå forbi den, for kombinationen af rim og tegninger siger ’for små børn’ til de fleste. Og det er synd. For sikkert er det, at langt de fleste vil kunne kende sig selv eller folk fra deres omgangskreds i mange af rimene, og sikkert er det også, at langt de fleste vil føle sig underholdt med denne bog. Jeg kommer i hvert fald til at kigge i den igen og trække på smilebåndet – også selvom jeg er voksen.

Måske har vi her årets mandelgave?

Anne Libak, Poesi for Pap-familier, Tegninger af Rasmus Sand Høyer, Forlaget Bianco Luno, 46 sider, Oktober 2010