// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Berggren: Olof Palme – aristokraten, som blev socialist
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Historie, Politik & debat, Politisk biografi

Henrik Berggren: Olof Palme – aristokraten, som blev socialist

Skrevet af den 14. oktober 2010 – 14:28Én kommentar

Olof Palme var uden tvivl nordens største efterkrigstidspolitiker og alle os, der er gamle nok, kan formentlig huske hvor vi var, da vi fik meddelelsen om hans død i februar 1986. Det er ikke kun hans dramatiske måde at forlade denne jord på, der har været med til at give ham status som den største blandt Krag, Erlander, Brundtland og hvad de hedder alle sammen. I levende live var han en mand, der uforfærdet rejste sig op og talte USA midt imod i spørgsmålet om Vietnamkrigen og i det hele taget holdt den ideologiske fane højt. Noget, der skaffede ham mange venner men også mange fjender verden over.

Som de fleste andre af de allerstørste politikere, så startede karrieren i en ung alder. For Palmes vedkommende var det svensk og international studenterpolitik, der var springbræt for den høje unge mand fra den meget aristokratiske Palmefamilie ind i politik.

På trods af sin opvækst i den pæne del af Stockholm og i et miljø, der ligger langt fra den svenske arbejderklasse, blev Palme socialdemokrat. Et paradoks som titlen på bogen meget naturligt afspejler. Det virker lidt tilfældigt, at den unge studenterpolitiker blev spottet af daværende statsminister Tage Erlander og gjort til Erlanders højre hånd – til stor forargelse for mange forsmåede socialdemokrater. Uden ministertitel eller folkeligt mandat var den unge Palme pludselig en af det svenske socialdemokratis mest magtfulde personer. Derfra går det slag i slag for den ambitiøse unge mand, der med kone og to småbørn alligevel får knoklet sig op ad i partisystemet, for i 1969 at blive partiets formand.

Jeg ved ikke om Henrik Berggren har følt, at en ordentlig statsmandsbiografi partout skal være på mindst 600 sider for at kunne blive taget seriøst. Det seneste år har jeg været igennem biografier om Stauning, Churchill og FDR som alle har været på over de magiske 600 sider, uden at det har været en side for meget. Men det er det her. Bogen kunne sagtens have været redigeret ned til en mere præcis 400 siders sag. For fortællingen er alt for ufokuseret og med alt for megen snik-snak om alt og ingenting. Især Palmes tid som studenterpolitiker tærsker Henrik Berggren alt for megen langhalm på. Mere end 100 sider bruges der på denne periode. Noget som sagtens kunne have været skåret mere skarpt til og fortalt i et enkelt kapitel på max. 40 sider. Men også tiden som Erlanders højre hånd og hans opstigen frem mod formandsposten bruges der al for megen tid på. Det er først umiddelbart før side 400 at Palme bliver formand for det svenske socialdemokrati. Kortere og mere præcise beskrivelser af begivenhederne før formandsvalget og så faktisk mere krudt på tiden som statsminister.

Bedre bliver det ikke af at Henrik Berggren hopper gevaldigt frem og tilbage mellem årstallene. Spring på op til fem år på få sider er kun med til at gøre tingene værre.

Hvem var Palme? Hvad drev ham? Hvorfor blev aristokraten socialdemokrat? Centrale spørgsmål, som ikke bliver tilstrækkeligt besvaret i bogen. Desuden borer Henrik Berggren ikke i de åbenlyst gode historier, som kun nævnes overfladisk. Var Palme klar over CIA’s massive finansiering af en stor del af aktiviteterne blandt de internationale studenterorganisationer i 1960’erne? Et spændende spørgsmål, som Henrik Berggren slet ikke kigger nærmere på, men blot skøjter hen over med en uunderbygget antagelse om, at det var han ikke.

Man skal nok være svensker med meget stor interesse for nationens samtidshistorie for for alvor at finde bogen interessant. Dertil er den ganske enkel for lang og ufokuseret.

Henrik Berggren: Olof Palme – aristokraten, som blev socialist. 676 sider. Politikens Forlag, 2010.