// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bent Falk: At være DER hvor du er
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Livsstil, Opslagsværk

Bent Falk: At være DER hvor du er

Skrevet af den 20. oktober 2010 – 22:09Ingen kommentarer

At være DER hvor du er er Bent Falks lille og interessante bog om samtaleterapi, som nu udkommer i tredje udgave. Samtaleterapi skal her forståes bredt som “den hjælpende samtale”. Oprindeligt blev bogen skrevet som undervisningsmateriale for sygeplejersker og sygeplejestuderende, men kan sagtens være anvendelig for andre faggrupper, der benytter sig at den hjælpende samtale i deres arbejde. Kort fortalt er bogen en indføring i kunsten af være konstruktivt uvidende (“dum”), afventende (“doven”) og sig selv (“selvisk”) i mødet med den anden.

Hvis det er første gang du stifter bekendtskab med litteratur om samtaleteknik og ikke selv har praktisk erfaring fra arbejde, hvor samtalen er et vigtigt redskab, vil det formentlig være noget af en mundfuld at komme igennem den lille, kompakte bog. Hvis du derimod har nogle års erfaring fra praktisk arbejde og i øvrigt har beskæftiget dig med teori og metode omkring samtaleteknik vil du opleve, at Bent Falk med få ord enkelt og præcist får beskrevet, hvad der skal til for at skabe kontakt i dialogen.

Man kan læse sig til meget, men det er først i mødet med et andet menneske, man kan få prøvet af om ens samtalestil virker. Derfor kan bogen heller ikke stå alene, men må kombineres med samtaletræning. Til gengæld er bogen af den type man sagtens kan vende tilbage til flere gange. Bogen inspirerer nemlig den erfarne sygeplejerske, socialrådgiver, læge eller lignende til reflektion. Den har i hvert fald sat mine egne professionelle samtaler på min mentale dagsorden.

Alle der beskæftiger sig med mennesker, hvor den hjælpende samtale er et vigtigt redskab, kan med fordel læse denne praksisorienterede samtalebog som en erindring om, at det er i mødet med det andet menneske at udvikling finder sted. Det handler om at lytte, at anerkende, at være ærlig og at turde være der hvor man er. Og det indebærer også at turde benytte sig af svar som “jeg kan se at det gør dig ondt, jeg har ikke selv prøvet at miste et barn, jeg lytter gerne”, eller “jeg kan se at du er ked af det, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige”.

Bent Falk, At være DER hvor du er, 84 sider, Oktober 2010, 3. udgave, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.