// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Farr: Tintin – en rejse gennem Hergés univers
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Tegneserie

Michael Farr: Tintin – en rejse gennem Hergés univers

Skrevet af den 4. oktober 2010 – 15:01Ingen kommentarer

Nogle læser fortolkninger af bibelhistorier. Jeg læser denne kronologiske og grundige gennemgang af Tintins eventyrlige historier, som jeg som barn / ung har læst både forfra og bagfra adskillige gange.

Det var derfor med en vis ærefrygt at jeg åbnede de første sider i dette værk, som jeg af uransagelige årsager har haft stående ulæst på boghylden. Jeg hoppede med det samme hen til kapitlerne om mine absolute yndlingshistorier. Bogen er en fantastisk rejse ind bag historierne, ned i detaljerne og rundt om processen. Feinschmeckere og tintinologer vil fryde sig over en uhyre grundig gennemgang af hver enkel fortælling. Fyldt med en masse anekdoter, analyser af fortællingerne og eksempler på hvad der har inspireret Hergé til at en person eller et køretøj eller en scene lige præcis skulle sådan og sådan ud. Utallige er eksemplerne på konkrete fotografier og tegninger i Hergés gemmer, som er direkte overført til illustrationer i historierne.

Bogens store styrke er dens meget skarpe inddeling af gennemgangene af fortællingerne, som betyder at det er en bog, som man mere hopper rundt i end læser fra ende til anden. Men der er stadig flere røde tråde, som Farre på dygtig vis formår diskret at tegne op igen og igen. En af disse røde tråde er hvordan Tintin af flere omgange hænger Hergé ud af halsen. En anden er fortællingen om den realpolitiske virkelighed som de forskellige historier er en del af. Om hvordan skurkene er modelleret over nazister, og om hvordan Hergé gjorde amerikanerne til skurke i en af fortællingerne – for så at måtte ændre det senere.

Bogen er meget rigt illustreret med både billeder og tegninger. Eneste store anke er dog, at en række meget centrale illustrationer fra historierne, som Farre beskriver i detaljer, ikke er gengivet. Det samme gælder den plakat, som Hergé lavede efter amerikanernes månelanding i 1969. Den forestiller Armstrong, der modtages på månen af Tintin og Terry, der jo rejste der op ca. 17 år før.

Bogen appellerer utvivlsomt mest til os, der har siddet begravet i historierne i barndommen – og valgte at blive journalist ligesom Tintin. Men hvis man har en almindelig interesse for Tintin og måske kun har læst en håndfuld af bøgerne, så er denne hyldest kun med til at give en mere lyst til at læse om den evigt unge reporter og hans venner.

Michael Farr, Tintin – en rejse gennem Hergés univers, Carlsen Comics 2005, 205 sider.