// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jostein Gaarder: Slottet i Pyrenæerne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jostein Gaarder: Slottet i Pyrenæerne

Skrevet af den 2. oktober 2010 – 08:29Ingen kommentarer

At ophæve tyngdeloven og svæve frit mellem tro og videnskab er, hvad den norske forfatter Jostein Gaarder gør i sin seneste bog, Slottet i Pyrenæerne. Gaarder byder op til en af de store filosofiske diskussioner om materialisme versus spiritualitet, krop modsat sjæl og videnskaben overfor tro. I sidste ende bliver det et spørgsmål om afstande, hvilket understreges med bogens titel, som henviser til René Magrittes maleri af et svævende slot.

Efter næsten 30 års adskillelse møder bogens hovedpersoner, Solrun og Steinn, igen hinanden på netop det sted, hvor en fælles dramatisk oplevelse blev starten på deres brud. Men selv efter så mange år er de to, hvad man vil kalde sjælevenner. En dyb og inderlig ungdomsforelskelse, som i høj grad handler om deres fælles forelskelse og undren over livet i sig selv, er vedblevet en vigtig del af hovedpersonernes liv. Solrun og Steinn beslutter efter deres møde at holde kontakten, hvilket skal gøres diskret eftersom begge to har stiftet familie. Derfor beslutter de at holde kontakten til hinanden gennem e-mails. Via deres korrespondance genoplever de deres fælles minder, og de ophæver på sin vis afstanden.

Romanen er altså en udveksling af mails mellem et ungdoms par, som efter mange år har genfundet hinanden, men mere end det er den en diskussion mellem to individer med hver deres holdninger og opfattelser af verden. Han er blevet professor i klimaforskning og lever indenfor videnskabens rammer, og hun dyrker det spirituelle og kristne livssyn. Gennem lange passager tilsidesættes deres kærlighedshistorie til fordel for en grundig drøftelse af filosofiske spørgsmål omkring universets bevidsthed. Begge tråde bliver dog hele tiden båret videre gennem mysteriet om den skelsættende begivenhed de oplevede for mange år siden og som ikke kun var starten på deres opbrud med hinanden, men også starten på hver deres livssyn.

Jostein Gaarder svæver mellem forskellige genrer. For det første er bogen udforme som en mailkorrespondance. Problemet med at forfatte romanen som en mailkorrespondance er, at den ikke er særlig fleksibel, fordi den allerede er fastlåst i en given genre, hvor end elastisk denne genre så måtte være. Dernæst veksler han mellem den skønlitterære genre, de tydelig træk fra filosofiske diskussioner og videnskabelige facts. Desværre lykkes det ikke helt at gøre overgangene så flydende og naturlige, som man kunne have ønsket sig. Da jeg har læst en del af hans bøger før, kan jeg også genkende en del af omdrejningspunkterne fra tidligere bøger, lidt for mange desværre, men det vil jo ikke genere en førstegangslæser. Denne gang læste jeg Gaarder på hans original sprog, norsk, hvilket varmt kan anbefales. Det var langt fra svært eller anstrengende, men var faktisk en charmerende læseoplevelse.

Når Jostein Gaarder vil ophæve tyngdeloven og svæve frit mellem to modsatrettede begreber og livsopfattelser, er det netop for at sætte fokus på, hvor stor afstanden er mellem de forskellige fænomener, og spørge indtil, hvor læseren selv befinder sig? Gaarder giver således ingen svar, men forsøger til gengæld at tegne debattens modparter op for læseren. Selvom bogen har visse skønhedsfejl og langt fra er hans bedste, vil jeg til hver en tid give mig i kast med Gaarders filosofiske univers.

Jostein Gaarder, Slottet i Pyrenæerne, Rosinante, Oversat af Camilla Christensen fra norsk, August 2009, 205 sider.