// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paul Allam og David McGuinness: Bagebiblen – Den ultimative bagebog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Paul Allam og David McGuinness: Bagebiblen – Den ultimative bagebog

Skrevet af den 17. september 2010 – 08:00Ingen kommentarer

Bagebiblen er en samling af de bedste opskrifter fra det australske Bourke Street Bakery, som har til huse i Sydney. De to forfattere åbnede bageri sammen i 2004, og det er blevet til en meget stor succes i det australske, måske lidt at sammenligne med Emmery´s herhjemme. Bogen indeholder opskrifter på snart sagt al slags bagværk, over brød og kager til madtærter, pirogger og wienerbrød. Man kan mærke, at de to forfattere går op i det at bage et godt brød, en god tærte og en god kage, og at dømme ud fra de mange lækre billeder i bogen, så er de også særdeles gode til det.

Opskrifterne baserer sig i høj grad på samme grundopskrifter – surdejsbrødene starter med samme surdej, butterdejsopskrifterne baserer sig på samme butterdej, osv. Hver grundopskrift er godt beskrevet og står forrest i det kapitel, som indeholder opskrifter baseret på grundopskriften. Det betyder, at man med en grundopskrift i baghånden enten kan gå videre med at følge opskrifterne i kapitlet slavisk eller at man kan have en god baggrund for selv at improvisere lidt.

Opskrifterne er grundigt beskrevet, så man er ikke i tvivl om, hvad man skal. De steder, hvor teknikken spiller en rolle, er fremgangsmåden illustreret. Desuden er der et introduktionsafsnit til teknikker og ingredienser, så man får en forståelse for, hvordan man skal gøre og ikke mindst hvorfor. Det giver svar på rigtigt mange spørgsmål man eventuelt måtte have før, under og efter man bager. Det er med til at retfærdiggøre navnet ’Bagebiblen’, for her er svar på det meste af, hvad den entusiastiske hjemmebager kunne tænke sig at vide.

De fleste af brødopskrifterne baserer sig på surdej, så før man rent faktisk får et brød ud af det, ligger der altså noget forarbejde. Det skal man lige være opmærksom på hvis man primært er ude efter en bog med brødopskrifter, som kan bages på en eftermiddag. Sådan en surdej skal jo have noget tid og omhu før den er klar, og desuden skal man lægge et stykke arbejde i at holde liv i den til næste gang man vil bage. Dog giver bogen udførlige instruktioner i, hvordan du laver og holder liv i sådan en fyr, og også i hvordan du fryser den ned til senere brug, hvis nu du skulle tabe gejsten hen ad vejen. Og resultatet kan sagtens gå hen at være besværet værd – efter min mening er surdejsbrød noget af det bedste brød, man kan opstøve.

Heller ikke resten af opskrifterne i bogen er noget, man bare lige smækker sammen på fem minutter, med undtagelse af visse af kagerne. Dog er det generelt sådan, at det meste af tidsforbruget består af ventetid, mens selve arbejdsindsatsen fylder noget mindre. Igen gælder det, at man bliver rigt belønnet for sin tålmodighed. Det skal dog siges, at man godt i nogle tilfælde kan snyde lidt. Eksempelvis kan man jo købe sig til butterdej eller mørdej og så bare følge opskrifterne på fyldet. Det er jo op til en selv, hvor meget man går op i at lave tingene helt fra bunden.

Bagebiblen er en rigtigt flot bagebog, og den har nogle meget lækre opskrifter. Alene på den baggrund kan den anbefales til de fleste. Men hvis du ikke er i besiddelse af en vis portion tålmodighed og gåpåmod i køkkenet, så bliver det måske sjældent, at du rent faktisk får brugt bogen til andet end inspiration. Til gengæld er bogen en ren gave til de af os, der synes det er fantastisk at lave alt fra bunden og ikke har noget imod at det tager lidt tid.

Paul Allam og David McGuinness, Bagebiblen – Den ultimative bagebog, Gyldendal, 368 sider, September 2010.