// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julie Hastrup: Det blinde punkt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Femikrimi, Krimi

Julie Hastrup: Det blinde punkt

Skrevet af den 13. september 2010 – 22:32Én kommentar

Det blinde punkt er et glædeligt gensyn med drabsefterforsker Rebekka Holm, som vi kender fra debutkrimien En torn i øjet fra 2009. Første bind i serien i en foreløbig planlagt række på tre udkom på det tidligere forlag Bazar, der dog gik konkurs. Heldigvis har forlaget Rosinante valgt at udgive Julie Hastrups bøger, så vi fortsat kan følge Rebekka Holm i efterforskningsarbejdet.

John-Erik Müller er i kommunal aktivering som gartner på Kastellet. En tidlig morgen slår han en kvinde ihjel med sin rotorklipper – tror han. Hun dræbt i forvejen, og han er bare så uheldig, at han kommer til at køre ind i hende, så blodet sprøjter op om ørerne på ham. Det er heldigvis den eneste splattereffekt, der er i Det blinde punkt, resten af bogen er en spændende psykologisk krimi.

Det viser sig snart, at den myrdede kvinde er en kendt socialrådgiver, som arbejder på et kvindekrisecenter. Men hvem har slået hende ihjel? Hendes eksmand, der nu bor sammen med en anden mand? Eksmandens nye mand? En af de voldsramte kvinders voldelige mand? Spørgsmål er der nok af, og dem bliver der endnu flere af i takt med at en serie af voldtægter ruller ind over hovedstaden.

Som i den første af bøgerne med Rebekka Holm er der en god balance mellem det efterforskningsmæssige og skildringen af det private i hovedpersonens liv. Nu hvor Rebekka Holm er tilbage i København og kæresten fortsat bor i Ringkøbing, er det ikke udpræget let at være kærester, når efterforskningsarbejdet tager de fleste af hendes vågne timer. Der er såmænd ikke noget nyt i den type af udfordringer, men det er jordnært og til at gå til.

Som læser gættede jeg løs undervejs og gennemskuede mod enden, hvordan det meste hang sammen. I betragtning af hvordan forfatteren ellers på spændende vis får spundet enderne sammen i bogen, bærer det afsluttende præg af for mange uopfindsomme tilfældigheder. Til trods for kritikken kan jeg nu godt lokkes til at læse med, når bog nummer tre udkommer.

Julie Hastrup, Det blinde punkt, Rosinante, September 2010, 400 Sider.