// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen: De bedste (bedste) forældre
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Selvhjælp

Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen: De bedste (bedste) forældre

Skrevet af den 27. september 2010 – 17:05Ingen kommentarer

Sundhedsplejersken over alle sundhedsplejersker Sigrid Riise (f. 1933) og hendes fagfælle Helen Lyng Hansen (f. 1971) besvarer i bogen De bedste (bedste)forældre en række spørgsmål om blandt andet gråd, opdragelse, pasning, ferie og forkælelse.

Bogen er delt op i 10 kapitler efter emner. I det enkelte kapitel er der fakta om emnet, der er konkrete spørgsmål, svar fra de to sundhedsplejersker, og kapitlet slutter af med en række opsummerende gode råd. Svarene fra de to sundhedsplejersker bygger på erfaringer og holdninger, og derfor var jeg heller ikke enig i alle deres svar. Og det er netop humlen i alt det hurlumhej der følger med, når man bliver forældre – at der findes mange måde at gøre tingene på, hvorfor der er rig mulighed for uenighed.

Det primære sigte med bogen er at hjælpe med at bygge bro mellem generationerne, således at der opbygges en tillid på tværs med henblik på at undgå misforståelser, dårlig stemning og uvenskab. Det handler kort fortalt om at forældre og bedsteforældre skal afstemme forventninger og indgå i en dialog. Men det handler også om at sætte grænser og sige hvad man ønsker.

Bogen er med til at aflive nogle af de skrøner man af og til må lægge ører til som nybagte forældre. For eksempel skrønen om at babyen godt må græde, da det blot hjælper babyen med at udvide lungerne, eller at babyen ikke tager skade af alkohol under graviditeten eller røg, hvis blot vinduet står åbent.

Jeg har bedt min svigermor om at medanmelde bogen. Vi samarbejder nemlig fint – også omkring børnene, og jeg synes det kunne være interessant at anmelde bogen fra både forældre – og bedsteforældrevinklen. Min svigermor er stor fan af Sigrid Riise og har lyttet til en del af hendes radioprogrammer. Det har jeg aldrig gjort, til gengæld har jeg surfet på nettet, været i mødregruppe, og læst bøger. Det har min svigermor gjort i mindre grad, hendes primære kilde var hendes forældre og svigerforældre.

Må man aflevere en manual sammen med barnet, når det skal passes hos en bedsteforældre? Eller bør man slet ikke aflevere sit barn, hvis man ikke har fuld tillid til børnepasseren? Jeg tror ikke at der findes et rigtigt svar, jeg tror det afhænger af den enkelte situation. Jeg husker at have skrevet en form for vejledning engang, heldigvis tog min svigermor det pænt – også selvom der gik kludder i planen allerede ved første lur, som blev meget kortere end forventet. Heldigvis oplevede min svigermor ikke den skriftlige vejledning som kontrol men som en vejledende hjælp.

Bogen er til tider ikke særlig læsevenlig, da sproget bærer præg af talesprog, som om det er skrevet direkte af fra en diktafon. Omvendt er spørgsmål & svar stilen med til at bogen kan bruges som et opslagsværk, hvor man kan vælge de afsnit ud man finder relevante.

Samlet set blev min svigermor og jeg bekræftet i en del af det vi vidste i forvejen. Vi har jo også øvet os på at være forældre og bedsteforældre på to børn. Vi tror, at bogen kan være et godt redskab for kommende forældre og bedste forældre, hvorimod de forældre og bedsteforældre, der allerede har opbygget gode eller dårlige relationer nok som os vil kende til de fleste af emnerne i forvejen.

Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen, De bedste (bedste) forældre, Gads Forlag, August 2010, 200 sider.