// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Per Meilstrup: Kampen om klimaet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Klima og miljø, Politik & debat, Samfund

Per Meilstrup: Kampen om klimaet

Skrevet af den 6. september 2010 – 13:582 kommentarer

Hvor ville man bare håbe, at “Kampen om klimaet” var en fiktiv spændingsroman. For som dansker er ens tæer helt sammenkrummet efter at have læst den sandfærdige beretning om COP15-topmødet og om hvordan vi danskere fuck’ede det hele op.

Per Meilstrup er klimadirektør i Mandag Morgen og har derfor et enormt kendskab til det komplicerede område. En fortid som kommunikationschef i Miljøstyrelsen giver ham desuden et godt kendskab til personkredsen. Bogen er derfor en særdeles skarp gennemgang af forløbet op til og ikke mindst under topmødet. Meget få navngivne kilder og rigtig mange anonyme kilder bliver brugt til at tegne et skræmmende billede af hvor meget magtkampen mellem Statsministeriet og Klima- og energiministeriet var med til at ødelægge hele processen og forhandlingerne.

De to ministeriers topfolk kører i lange perioder op til topmødet i København i december sidste år to parallelle forhandlingsforløb, hvilket er genstand for hovedrysten hos de udenlandske klimaforhandlere. Når Klimaministeriets topforhandler ringer til sine udenlandske kolleger, bliver han ofte mødt med beskeden om, at de da netop har talt med hans modstykke i Statsministeriet.

Per Meilstrup gør meget ud af at pege på, hvordan Klimaministeriet og FN’s klimasekretariat begge igen og igen advarer Statsministeriet om at fare for hårdt frem som forhandler. Danmark skal bruge formandskabet til at være facilitator og ikke forsøge at fremme sine egne synspunkter. De forsøger utallige gange at advarer om, at FN-systemet har sin helt egen logik, hvor det er vigtigt ikke at fornærme ulandene og give dem den mindste snert af indtryk af, at de vestlige lande forsøger at trække noget ned over hovedet på dem.

Men en kontroversiel dansk tekst til et kompromis, som Guardian tryller frem på konferencens anden dag er netop med til at afspore hele forløbet big time. Derfra går det bare ned ad mod det kaotiske og groteske slutforløb med statsledere, der sidder i Bella Centerets personalekantine og forhandler storpolitik.

“Kampen om klimaet” er godt skrevet med stærke spændingsromantendenser og reportageelementer, som gør, at man sluger bogen fra ende til anden. Beskrivelserne af Lars Løkkes ageren som en elefant i FN-systemet som forhandlingsleder i plenarsalen er bogens højdepunkt, hvor blodet nærmest løber væk fra ens fuldstændigt benhårdt sammenkrummede tæer, mens kuldegysningerne løber ned ad ryggen. Hvor er det bare pinligt, tænker man. Beskrivelserne af hvordan verdens statsledere forhandler under kaotiske forhold helt uden embedsmænd, og hvordan Obama spiller katten efter musen med kineserne og til sidst bryder ind i et hemmeligt møde mellem kineserne, inderne, sydafrikanerne og brasilianerne, er helt igennem læsværdigt.

Bogen har dog én stor svaghed. Den udstiller Statsministeriet og i særlig grad statsministerens særlige klimarådgiver, Bo Lidegaard, som den helt store skurk. På den anden side fremhæves embedsmændene i Klima- og Energiministeriet igen og igen som heltene, der ved hvordan COP’er fungerer og hvordan FN-systemet skal tackles. Hvis de bare havde fået lov at styre biksen uden indblanding fra Lidegaard, og hvis bare administrationen i ministeriet havde været bedre til at supporte deres hektiske arbejde, så havde verden været et bedre sted i dag. Sådan står der nærmest mellem linjerne.

Meilstrup har talt med mange kilder i de to ministerier. Det er jeg ikke i tvivl om. Men om han også har talt med Bo Lidegaard. Det kan jeg godt tvivle på. For kritikken af hans ageren er meget ensidig og står fuldstændig uimodsagt. På intet tidspunkt tilbagevises klimaministeriets anklager mod Statsministeriet og på intet tidspunkt forsvares den linje, som Lidegaard lægger. Bogen har til tider karakter af Klimaministeriets forsøg på at fralægge sig ansvaret for det fatale cirkus, som topmødet udviklede sig til og skrive et eftermæle, hvordan Lidegaard lades alene med ansvaret. Meilstrup går så langt som at antyde, at det var “fjenderne” i Statsministeriet, der tippede DR om at søge aktindsigt i Klimaministeriets chefforhandler Thomas Beckers rejsebilag. En sag, der fældede manden to måneder før topmødet. Connie Hedegaard citeres direkte for at sige, at man godt kunne have brugt Thomas Becker da det i topmødets afsluttende ser allermest sort ud og det hele sejler for det danske formandskab.

Bogen balancerer elegant mellem FN-systemets indviklede procedure, den komplicerede klimapolitik og fortællingen om selve processen. Det er ikke en fagbog om indholdet af klimaforhandlingerne og de forskellige parters synspunkter og udmeldinger undervejs. Det ligger som en naturlig indpakning omkring fortællingen sammen med de specielle FN-måder at lave politik på. Det er først og fremmest fortællingen om hvad der skete og hvordan det indvirkede på forhandlingerne.

Klimatopmødet var så højdramatisk, at der sikkert kunne skrives adskillige bøger om begivenhederne. Men det bliver svært at overgå Per Meilstrups meget insideragtige fortælling om det danske kaos, der endte med at være en væsentlig årsag (men nok ikke den eneste) til at det hele gik op i hat og briller og en særdeles vag tekst.

Per Meilstrup: Kampen om klimaet. People’s Press, 2010. 300 sider.