// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paula Fox: Lånte fjer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer

Paula Fox: Lånte fjer

Skrevet af den 11. september 2010 – 09:36Ingen kommentarer

Lånte fjer er Paula Fox´erindringer og samtidig barsk læsning om en lille piges opvækst. En opvækst der starter med at hun som nyfødt efterlades på et hjem for forældreløse børn i New York. Senere dukker hendes forældre alligevel op og ender med at zappe ind og ud af det lille barns liv. Der er den stærkt selvoptagede og iskolde mor og den drukfældige og upålidelige far. Begge er de alt for åbne og ærlige i deres kommunikation med den lille pige, og helt uden situationsfornemmelse og empati.

Det er utroligt, at der kan komme et helt menneske ud af sådan en opvækst, og at det lykkes skyldes nok først og fremmest præsten, som hun bor hos de første år af hendes liv, men også de andre nøglepersoner, der tager sig af hende undervejs. Derudover får man et indtryk af en kvik lille pige, der hurtigt lærer at sætte pris på det lidt der trods alt er, og som formår at suge viden til sig via socialt samvær med andre mennesker, og via sine fordybelser i National Geographic.

Vi følger Paula på hendes rejse fra Balmville til Cuba, Hollywood, Florida, Californien og alle de andre steder hun kortvarigt har ophold på vej mod voksentilværelsen. Vi tager afsked med Paula, hvor Paula tager afsked med sin døende mor, og her er det den unge kvindes ærlige følelser vi præsenteres for. Det er fin fin læsning, og jeg blev nysgerrig på, hvad den nu 87-årige kvinde ellers har tumlet med i sit liv.

Hvor andre forfattere fortaber sig i uinteressante anekdoter fra deres barndom, formår Paula Fox at bruge de mange små detaljer i bogen til at give læseren en fornemmelse af, hvor pigen både fysisk og mentalt befinder sig. Vi får kendskab til hvad pigen tumler med uden at det bliver ligegyldigt eller kedeligt. Paula Foxs erindringer gives i romanform af en forfatter, som rent faktisk kan skrive, hvilket desværre ikke altid er den største styrke, når kendte personer skriver biografier.

Selvom Paula Fox´ opvækst langt fra er hvad vi ønsker for et barn, er der ingen selvmedlidenhed at spore. Opvæksten er nøgternt skildret, fortalt fra barnets mund, som hun husker at have oplevet det, og det resulterer i et ganske ærligt indtryk. Lånte fjer kan så absolut anbefales.

Paula Fox er født i 1923. Hun er især kendt for sine børnebøger samt for voksenromanen Desperate personer fra 1970, der udkom på dansk i 2007.

Paula Fox, Lånte fjer, Forlaget Ries, 262 sider, Juni 2010, Oversat af Merete Ries.