// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marianne Verge: Wendys vidunderlige verden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Marianne Verge: Wendys vidunderlige verden

Skrevet af den 24. august 2010 – 18:48Ingen kommentarer

Wendys vidunderlige verden er Marianne Verges debutbog, som udkommer i dag. Wendy er den unge jyske kvinde bosat i hovedstaden. Hun er arbejdsløs og døjer med kærestesorger efter at den noget flyvske filminstruktør Peter har forladt hende.

Wendy pønser på at lave en dokumentarfilm, men er ikke flittig nok til rigtig at slå igennem. En dag møder hun en mand, de finder sammen, hun bliver gravid og bum di bum, bleskift og vasketøj bliver den nye hverdag. En sådan tilværelse er heller ikke helt tilfredsstillende for Wendy, så mens hendes mor passer baby, skøjter Wendy rundt med en tidligere flamme. Med andre ord er der tale om et klassisk hverdagsdrama i den rolige ende af skalaen.

Der er noget morsomt og en hel del Nynne over Wendy med de gentagne uheldige episoder og underholdende kiksede kommentarer til livet.

Højdepunkterne i bogen er dog, når hendes mor træder ind på scenen. Forfatteren skildrer her en jordnær praktisk jysk kvinde med fast arbejde på flødebollefabrikken, som finder (egne) løsninger på de fleste problemer, gerne giver en hånd med, på sin særlige pludrende måde glemmer at se og høre sin voksne datter, og som uden at være det bevidst trækker sine egne “jamen sådan gør man” eller “det kan man da ikke” – holdninger nedover omgivelserne. Det er genkendeligt og tankevækkende uden at være nedsættende, og den balance mestrer Marianne Verge at holde.

De morsomme Nynneagtige sider af bogen leder tankerne mod chick lit genren, men forsiden uden pangfarver, tasker eller fine sko, trækker mere i retning af klassisk roman. Uanset om Wendys vidunderlige verden er det ene eller det andet, er den letlæst, den skaber smil på læben og den er bestemt værd at læse.

Forfatteren Marianne er Verge er født i 1976, opvokset i Skanderborg, har boet en række pår i København, og er netop flyttet tilbage til Skanderborg. Selvom de faktiske oplysninger minder om Wendy, understreger Marianne Verge dog, at der ikke er tale om en selvbiografi. Udover at være forfatter, har Marianne Verge arbejdet som freelancejournalist med speciale i mode, med PR og hun er uddannet beklædningsdesigner.

Marianne Verge, Wendys vidunderlige verden, Gyldendal, 128 sider, August 2010.