// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Diverse forfattere: Velkommen i skolen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Diverse forfattere: Velkommen i skolen

Skrevet af den 12. august 2010 – 08:00Ingen kommentarer

Første skoledag er en af de mærkedage som hænger fast. Og netop nu starter mange forventningsfulde børn i skole. De fleste med tankerne fulde af hvad sådan en skole egentlig er for en størrelse. Om der skal regnes, staves eller tegnes, og om man må spidse blyanten midt i timen.

Hvis du gerne vil markere, at sønnen/barnebarnet/nevøen starter i skole, og alle de andre har købt skoletaske, penalhus og madkasse til skolebarnet, så er bogen Velkommen i skolen et godt bud på en fin, flot, farverig og aktuel “velkommen i skole gave” i A4 og hardback. Bogen er velegnet til både drenge og piger og udkommer i dag.

Det er primært et gensyn med de klassiske historier om skolen. For eksempel møder vi Pippi på hendes første (og vist eneste) skoledag og Frode og de andre rødder og deres flyvende remoulademadder. Men der er også den nok lidt mindre kendte historie om elefanten Joakims start i skolen tegnet og fortalt af Jørgen Clevin. Og der er de nyere historier, for eksempel den om Pixeline, der fortæller om trafikregler og Kim Fupz Aakesons fortælling om pigen med den uartige mund, der siger frække ting og som ender med at blive kysset af en dreng. Uha.

Kendetegnende for historierne er, at de skøre, morsomme og lægger op til grin. Og så er de muligvis med til at afdramatisere alt det skolestartshalløj, som for nogle af børnene kan være nok så skræmmende.

Vores netop skolestartede testlytter blev hurtigt fanget af de håndplukkede historier og var opsat på at læse mere om især Pippi og Frode og de andre rødder. Så hvis du introducerer barnet til de glimrende historier i Velkommen i skolen, må du nok forberede dig på en tur til det lokale bibliotek i den nærmeste fremtid.

Hvis du vil læse mere om børnevenlige bøger om skolestart kan du læse Bogbloggers anmeldelse af den rigtigt gode bog Villads fra Valby i 0.v.

Diverse forfattere, Velkommen i skolen, Gyldendal, 193 sider, August 2010.