// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Håkan Nesser: Fluen og evigheden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Håkan Nesser: Fluen og evigheden

Skrevet af den 15. september 2010 – 13:38Ingen kommentarer

Hidtil har jeg kun stiftet bekendtskab med Håkan Nesser som krimiforfatter og jeg har med begejstring læst hans foreløbig tre bøger om vicekriminalkommissær Barbarotti. Mine forventninger til denne roman var derfor høje og Fluen og evigheden skuffer bestemt ikke.

Fluen og Evigheden er en selvstændig roman, hvor en forbrydelse spiller en særlig rolle gennem hele fortællingen, men en krimi er det ikke. Maertens, som har været hans navn i mange år efterhånden, lever et stille og tilbagetrukket liv. Han har siddet i fængsel i mange år, men er ude igen efter endt afsoning. Han bryder sig ikke så meget om samvær med mennesker og ses helst kun med sin ven Bernard og Birthe, en kvinde han har et forhold til.

Pludselig modtager han opkald, hvor der er helt stille i den anden ende. Og da en gammel ven fra hans fortid dør og afdødes enke beder Maertens om at komme til deres hjem og gennemgå biblioteket efter afdødes ønske, aner han at fortiden kommer nærmere. Der er desuden efterladt en kuvert til ham, der indeholder to terninger. Først forstår Maertens ikke, hvad det går ud på, men da han slår med terningerne to gange i træk og de begge gange viser en etter og en sekser, ved Maertens med det samme, hvad der skal ske. Han er kommet til et afgørende punkt i sit liv, hvor han skal beslutte om han vil dykke ned i sin fortid og finde svar på nogle af de spørgsmål både han og afdødes enke står tilbage med.

Dette point of no return kommer hurtigt i bogen og man vil bare læse mere og mere, for hvornår kommer svaret? Forfatteren formår at bevare spændingen og kommer med små afsløringer løbende, der kun gør, at man som læser bliver mere draget af historien. Gradvist afsløres fortiden og vi befinder os skiftevis i fortiden og nutiden, hvilket gør fortællingen meget levende. Vi præsenteres for det, der skete dengang ved at han fører os ind midt i handlingen, hvilket fungerer utrolig godt. Lidt ligesom en film.

Jeg læste sidste halvdel af bogen i én mundfuld, fordi jeg simpelthen bare måtte vide, hvad der skete og det er længe siden, jeg har haft så svært ved at lægge en bog fra mig.

Håkan Nesser, Fluen og evigheden, Modtryk, 283 sider, August 2010, Oversat fra svensk af Jan Mølgaard.