// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mette Blomsterberg: Forelsket i det søde liv
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Mette Blomsterberg: Forelsket i det søde liv

Skrevet af den 2. juli 2010 – 20:362 kommentarer

Mette Blomsterberg må være blevet tabt i bøtten med sukker da hun var lille, for hun er umådeligt glad for søde sager. Så glad, faktisk, at hun uddannede sig til konditor og har lavet kager og andre søder sager lige siden. Og hun er god til det. Du kan selv tjekke efter på DR, for der har hun lavet programmet Det søde liv, hvor hun viser, hvordan man med lidt sukker og chokolade laver de lækreste desserter.

Det er da også i anledning af hendes tv-optræden, at denne bog fra 2000 er genoptrykt. Har du lyst til imponere dine gæster med lækre og smukke desserter, så vil du blive glad for denne bog.

Alt forklares fra bunden af, også al pynten af chokolade og karamel. Hun fortæller dig også, hvilke dele du kan lave i forvejen, hvilket kan være nok så nyttigt, når man skal lave nogle måske tidskrævende desserter.

Bogen er delt op i to afsnit – specifikke dessertopskrifter, med alt hvad der hører sig til af krummelurer og saucer til en smuk dessert, og så en række grund- og tilbehørsopskrifter, som bruges i flere af dessertopskrifterne. Opdelingen er god, når man lige skal bruge en opskrift på en del af en dessert, for så skal man ikke til at lede samtlige dessertopskrifter igennem for at finde præcis den ingefærsauce eller mørdej, man ledte efter.

Til gengæld skal man så være forberedt på, at man ved de fleste dessertopskrifter skal slå op på flere sider i bogen, idet grund- og tilbehørsopskrifterne ikke står i deres helhed i dessertopskrifterne, der er bare henvist til en anden side i bogen. Det kan nok gøre brugen af bogen lidt besværlig, hvis man vil følge en opskrift slavisk, men til gengæld kan man bruge den som opslag, hvis man godt kan lide at kreere lidt selv.

Så tilbage er der kun at sige: frem med sukkerskålen og en håndfuld solmodne bær og så er du godt på vej mod en sommerforelskelse i det søde liv.

Mette Blomsterberg er 39 år og er uddannet konditor i Kransekagehuset i 1990. Siden 1995 har hun været restauratør og konditor i Café Glyptoteket.

Mette Blomsterberg, Forelsket i det søde liv, Lindhardt og Ringhof, Genoptryk Juli 2010, 128 sider.