// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jane Fallon: Ud med Matthew
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Chick lit

Jane Fallon: Ud med Matthew

Skrevet af den 4. november 2008 – 11:30Ingen kommentarer

Kærlighed, sex, utroskab, veninder, sladder og en håndfuld modbydelige kolleger er ingredienserne i denne debutroman af Jane Fallon.

”Ud med Matthew” er historien om hvad der sker, når man roder sig ud i en masse løgne for at slippe af med den mand, man har haft som elsker gennem fire år, og som man nu slet ikke vil have, når han pludselig uventet dukker op med sit habengut for at flytte ind. Det er også historien om at møde sin elskers ægtefælle under påskud af at være en anden person, hvor mødet ender op med et uventet venskab! Hovedpersonen Helen lægger planer for hvordan hun kan trylle Matthew tilbage i armene på hans kone og overvejer således at undlade at barbere benene, at nægte ham sex, eller at have affære med hans søn.

Jeg er af natur frygtelig nysgerrig og typen der stort set altid læser en bog færdig. Derfor lykkedes det mig også at komme igennem hele bogen. For selvom den ikke er skrevet specielt underholdende er der alligevel flere komiske episoder undervejs man ikke skal gå glip af.

Jeg sætter selv pris på disse typer af bøger med lettere forvirrede kvinder i 30’erne, der bokser rundt med problemer med mænd, karriere og børn – eller mangel på samme. Måske fordi det er skønt at få bekræftet at man selv er relativ normal.

Er du også til denne genre vil jeg dog fremhæve Sophie Kinsella eller Marian Keyes, som bedre bud på kommende bøger til sofaen med the og slumretæppe. De skriver i et sjovere sprog og er langt mere humoristiske i deres fremstilling af forholdet mellem mænd og kvinder.

Jane Fallon er forfatter og tv-producer. Bogen er hurtig blevet en bestseller og er solgt til udgivelse i 16 lande. Personligt er jeg dog usikker på om jeg er motiveret for at springe ombord i flere af hendes eventuelt kommende bøger.

Jane Fallon, Ud med Matthew, Forlaget Sommer & Sørensen, oktober 2008, 324 sider, Oversat fra engelsk af Ellen Boen