// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Sehested: Indien – verdens næste stormagt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erhvervsliv, Rejsebog, Samfund

Thomas Sehested: Indien – verdens næste stormagt

Skrevet af den 16. maj 2010 – 20:56Ingen kommentarer

Alle taler om Kina som verdens næste stormagt. Men man skal bestemt ikke glemme verdens største demokrati – Indien. For de mere end 1,1 mia. indere i det kæmpe land buldrer også frem. Men hvor meget kender vi egentlig til Indien og inderne?

Thomas Sehested vil med bogen sikre, “at vi kender til og forstår landet og kulturen”, som der står på bogens omslag. Og det kommer vi til. Måske en anelse for godt. For “Indien – verdens næste stormagt” har en slem tendens til over lange stræk at blive en blanding mellem Wikipedia på papir og en rejseguide. Alt for mange faktaoplysninger og rejseråd, som man kunne have fundet alle mulige andre steder. Og alt for få analyser og perspektiveringer. Alt for få delkonklusioner, som bakker den overordnede præmis om “verdens næste stormagt” op.

Når det er sagt, så er det da alt andet lige nemmere at ligge i sofaen end at sidde foran computeren og skovle faktaoplysninger om Indien ind i hovedet. Og bevares. Indien er et spændende land med en interessant kultur, historie samt politiske og religiøse forhold. Et land, som uden tvivl får en stadig mere indflydelsesrig rolle i verdenssamfundet. Derfor også et spændende land at læse om.

Men der mangler noget nerve, noget stemning, noget liv, nogle lugte – kort sagt: noget reportage, nogle beskrivelser, noget Indien. Da jeg selv kom hjem efter 10 dage i Indien stank alt mit tøj af “Indien”, og mit hoved rungende stadig efter den konstante dytten på gaderne fra de mange tusinde biler, motorcykler osv., der sussede på gaderne i døgndrift. Og mit indre var fyldt med indtryk fra det farverige land.

Man skal med garanti være en meget god fortæller, hvis man skal gøre fortællingen om livet på hovedgaden i Nørre Snede kl. 22 en søndag aften interessant nok til at andre gider læse om det. Men Indien er så proppet med historier, at bogsiderne kunne klistres op og ned med reportager med lyd-, syns- og smagsindtryk. Fortæl og beskriv. I stedet for faktuelle leksikonoplysninger side op og side ned, vil jeg meget hellere læse reportager fra forskellige sider af det store land. En reportage fra Mumbai’s finanskvarter, en reportage fra det fattigste slum i Kolkata, en reportage fra Electric City it-byen syd for Bangalore og en reportage fra et helt andet sted. Det er sådan noget jeg vil læse. Ikke noget jeg alligevel kan finde på nettet – og sikkert mere detaljeret.

“Indien – verdens næste stormagt” er en udemærket faktabog, for den, der kun har et sporadisk kendskab til Indien og ønsker at blive klogere på det store land. Men en mere uddybende bog, der perspektiverer Indiens fremmarchs betydning for verdenssamfundet, for Danmark og for den enkelte inder, er der ikke tale om.

Thomas Sehested: Indien – verdens næste stormagt. L&R Business, 2010. 240 sider.