// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Fay Weldon og Maise Njor: Livet for let øvede
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer, Livsstil, Samfund

Fay Weldon og Maise Njor: Livet for let øvede

Skrevet af den 27. maj 2010 – 06:23Én kommentar

Fay Weldon kender de fleste som forfatteren til En hun-djævels bekendelser. Hun har desuden skrevet to bøger om sit eget liv, foruden en længere række romaner, artikler, og essays. Hun er født i 1931 og bor i England. Maise Njor er blandt andet kendt for bøgerne Michael Laudrups Tænder og Charlie Hotel Oscar Kilo, som begge er mailkorrespondancer med Camilla Stockmann. Maise Njor er født i 1968 og er bosat i Danmark.

Fay Weldon er mor til drenge. Maise Njor er mor til piger. Gennem ni en halv måned korresponderer de to via mail og det er der nu kommet bogen Livet for let øvede ud af. I løbet af mailudvekslingen stiller Maise Njor en række spørgsmål, som Fay Weldon besvarer.

De kommer omkring emner som børneopdragelse, og om der er forskel på at opdrage piger kontra drenge? Der er overvejelser om Michael Jackson var deprimeret eller om han bare var godt og grundigt træt. Der er funderen over, hvorfor de hver især er blevet skribenter og hvorfor de bare ikke kan lade være med at skrive. Og så er der et par helt-nede-på-jorden-betragtninger om, at livet som husmor anno 2010 trods alt er nemmere end for bare en generation siden takket være vaskemaskiner, tørretumblere og den slags fortræffeligheder. Disse dele af bogen er ren hyggelæsning, som det er svært at være uenig i.

Men der er også mere alvorlige betragtninger som forskellen på mænd og kvinder, hvor Fay Weldon roder sig ud i en forklaring om at mænd er i deres hormoners vold, derfor gør og tænker de som de gør og at kvinder en stor del af tiden er præmenstruelle, hvorfor de tænker og gør som de gør. Og ja, vel er der dog forskel på kønnene. Det giver jeg hende ret i. Men da hun skrev følgende som en kommentar til den tragiske episode sidste sommer steg jeg godt nok af: “Mødre glemmer ikke deres børn og efterlader dem i bilen, så de bliver stegt. Det gør fædre.”

Fay Weldon er en kvinde med lang livserfaring og med en holdning til det meste. Heldigvis skriver hun, at hendes råd skal tages med et gran salt. Alligevel er hendes holdninger og råd fremført meget definitive og med en overbevisning, som bundede de i en videnskabelig sandhed. Der er dog flere eksempler på det stik modsatte, hvilket gjorde at jeg som læser blev irriteret på Fay Weldon. Der er for eksempel udokumenterede bodegaudsagn om at religion virker lige så godt som antidepressive midler, at hjemmepasning (af mor) er bedre end institutioner og at man snildt bare skal tage sovepiller, hvis man har problemer med nattesøvnen.

På trods af Fay Weldons til tider skråsikre og bedrevidende facon blev jeg grebet af bogen. Måske mest fordi jeg godt kan lide Maise Njor, som i korrespondencen fremtræder sympatisk og reflekterende. Men jeg savner hendes tidligere makker Camilla Stockmann, som både er sjovere, og langt mindre belærende end Fay Weldon.

Fay Weldon og Maise Njor, Livet for let øvede, Lindhardt & Ringhof, 200 sider, Maj 2010, Fay Weldons emails er oversat af Lene Gulløv.

  • Den bog må jeg bare have. En hun-djævels bekendelser er bare en fantastisk bog, så denne må ejes.

    Kh Karen