// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anders Højen: Bette-Bøv – Krudt og ukrudt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Anders Højen: Bette-Bøv – Krudt og ukrudt

Skrevet af den 3. juli 2019 – 06:22Ingen kommentarer

For det voksne øje syner denne børnebog måske ikke af så meget. Omslaget fanger ikke rigtigt, den ser lidt tynd ud i det, også i kvaliteten, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde ret store forventninger til den. Det tog mig egentlig også lidt tid at tage fat på den og foreslå mine børn, at vi læste den – netop af grundene ovenfor.

Men her er et eksempel på, at man aldrig må dømme bogen på dens omslag, for den er et stort hit. Og her er hvorfor: Den er sjov, klog og super godt fundet på. Både børn og voksne morer sig under læsningen, den er lærerig og leger med sproget på en virkelig sjov og intelligent måde, som fangede min fem årige testlæser øjeblikkeligt.

Den handler om den sure nabo Hr. Lollefjor. Han er gnaven på bogens hovedperson, drengen Bette-Bøv, fordi han synes Bette-Bøv er en uartig dreng, der laver unoder. Han har blandt andet skudt en bold ind i Hr. Lollefjors have, så hans roser er gået i stykker. Bette-Bøv tilbyder sin hjælp, og det er her den sjove ordleg dukker op.

For Bette-Bøv har opfundet en talemaskine, der tager tingene meget bogstaveligt, og det skaber problemer, da Bette-Bøv forsøger at hjælpe Hr. Lollefjor. For når Hr. Lollefjor ikke vil have, at Bette-Bøv laver unoder, må det jo, ifølge talemaskinen, betyde, at han gerne vil have, at han laver noder. For noder må være det modsatte af unoder. Og så går Bette-Bøv ellers i gang at tegne noder på Hr. Lollefjors hus. Lollefjor vil heller ikke have ukrudt mellem fliserne, og det må jo så betyde, at han gerne vil have krudt mellem fliserne – som jo er det modsatte af ukrudt – og således går Bette-Bøv i gang med at lægge knaldperler ud på Hr. Lollefjors fliser.

Jeg tror, du har fanget den nu. Og den måde at lege med ord på samtidig med, at der fortælles en sjov historie om en sur gammel gnavpot er lige noget for små læsere.

Forfatteren er sprogforsker, og det skinner tydeligt igennem, at han ved, hvordan man stimulerer børn sprogligt, og hvad der fanger og virker. Denne bog er anden bog i serien om Bette-Bøv, og vi skal helt sikkert have fat i den første ”Bette-Bøv laver en talemaskine”.

Vi har læst den mange gange, siden vi fik den, på børnenes opfordring, og vi har talt rigtig meget om ord og modsætninger.

Og så er der en lille overraskelse til sidst i bogen, som får børnene til at revne af nysgerrighed.

Historien om Bette-Bøv er sød og sjov, og jeg vil anbefale den til alle, der godt kan lide at læse en sjov bog, som samtidig lærer dit barn noget.

Anders Højen, Bette- Bøv – Krudt og ukrudt, tegninger af Michael Pedersen, Torgard, 2018, 27 sider.