// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mark Liebst: Nikolaj
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Dansk roman, Roman, Ungdomsroman, Young adult

Mark Liebst: Nikolaj

Skrevet af den 30. juni 2019 – 06:58Ingen kommentarer

Bogen indeholde to fortællinger om Nikolaj. I den første, Bøsser, bumser og beskidte sokker, har Nikolaj det ikke nemt med sin homoseksualitet, og det gør det ikke nemmere, at han er forelsket i Jannik fra klassen. De udvikler dog et venskabligt forhold, som hele tiden bliver tættere.

Deres forhold tipper frem og tilbage mellem venskab og mere, og i anden del, Sommeruartige sommerforventninger giver sommeruartige sommerdrenge sommerfugle i maven, udvikler deres forhold sig til et romantisk og erotisk niveau. Selvom Nikolaj er åben om sin homoseksualitet, så bliver han alligevel overrasket over det homoseksuelle par, der flytter ind ved siden af, hvor især Niels har en ganske flamboyant og pågående natur. Den helt store udfordring kommer, da Nikolajs far, der har været fuldstændig fraværende og ikke-interesseret gennem de seneste fem år, siden moren smed ham ud på grund af utroskab, er gået fra sin kæreste, som han var moren utro med, og nu har inviteret sine sønner til at besøge ham i Sverige.

Der lurer samtidig en potentiel ændring i Janniks familiestruktur, der kan få store konsekvenser for hans og Nikolajs forhold. Denne sidste detalje hænger dog uforløst tilbage. Måske bliver der fulgt op på det i et fremtidigt bind i historien om Nikolaj?

Stilen er direkte og uden filter. Historien er fuld af humor og smarte kommentarer, der går rent ind. Tempoet er ganske højt, men uden man føler, at man skøjter hen over handlingen. Målgruppen er unge mennesker som Nikolaj selv i starten eller midten af teenageårene, som kæmper med at finde deres identitet. Den lette skrivestil og lette plotstruktur passer godt hertil.
Jeg læste anden del af bogen på en aften, og jeg har ikke grinet så højlydt over en bog i meget lang tid, som jeg gjorde her.

Der er fokus på familiestrukturer i denne del af Nikolajs fortælling. Hvor første del har et større fokus på at acceptere sig selv som homoseksuel, er der her mere opmærksomhed på familiestrukturer, og på hvad splittelse i en familie kan betyde for de unge sind. Vi møder også eksempler på både familiemedlemmers ubetingede accept af homoseksualitet og den manglende forståelse og accept, når et familiemedlem springer ud.

Nikolaj er en ungdommelig feel good romance med et budskab om at acceptere hinanden og sig selv. Den er anbefalelsesværdig for alle unge mennesker. Der er dog eksplicitte seksuelle scener med, så det er ikke for de alt for unge.

Tidligere er novellesamlingen Blodbrødre / Besat af Jeremiah anmeldt på bloggen og kan læses her.

Mark Liebst: Nikolaj. Books on Demand, 2019. 419 sider.