// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lotte & Søren Hammer: Svinehunde
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Lotte & Søren Hammer: Svinehunde

Skrevet af den 10. juni 2010 – 21:243 kommentarer

For mig har Bagsværd altid været et sted jeg har forbundet med hyggelige løbeture omkring søen, ældre murermestervillaer og gamle æbletræer. Men efter at have læst Lotte & Søren Hammers debut Svinehunde har Bagsværd fået tilføjet noget dystert og uhyggeligt.

Det er netop i Bagsværd Svinehunde tager sin start. En tidlig morgen finder to skolebørn fem mænd hængende nøgne og maltrakterede ned fra loftet i gymnastilsalen på deres skole. Hvem er de? Hvem har gjort det? Og ikke mindst – hvad er årsagen til så voldsomme drab? Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans medarbejdere hidkaldes, og opklaringsarbejdet sættes i gang. Trådene trækker tilbage i tiden og i takt med at nettet strammes, begås flere forbrydelser.

Svinehunde er nok den krimi fra i år, der har fået mest omtale, både før og efter udgivelsen. Og det skaber store forventninger – i al fald fra min side. Jeg synes, at bogen kommer rigtig godt fra start, og jeg blev hurtig fanget af den grusomme stemning i gymnastiksalen. Personskildringerne er gode og realistiske og jeg fattede hurtigt sympati for chefkriminalinspektøren.

En snert af sympati fik jeg også for den ene af bagmændede i takt med at det gik op for mig, hvordan det hele hang sammen. Og en form for sympati er også det befolkningen i bogen føler, og det komplicererer opklaringsarbejdet. Der findes nemlig handlinger af så grim karakter, at man næsten kan retfærdiggøre hævn.

Svinehunde er første bind i en ny dansk krimiserie med chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans efterforskningsteam, og selvom den ikke helt holdt den farverige og tempofyldte stemning fra starten på samtlige 400 sider, bliver jeg nok alligevel fristet til også at læse de næste bind i serien.

Lotte & Søren Hammer, Svinehunde, Gyldendal, Marts 2010, 400 sider.