// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kenn Tarbensen: Fisk til folket
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Kenn Tarbensen: Fisk til folket

Skrevet af den 13. juni 2019 – 06:39Ingen kommentarer

En bog om danskernes forhold til fisk. Kan man det? Kan det virkelig være interessant? Svaret er ja, så gå trygt i gang med nyeste bind i serien 100 danmarkshistorier, og bliv klogere på fisken på danskernes middagsbord.

I 1912 var der en stor fiskeriudstilling i København, der blev en bragende succes. Fiskerne havde indtil da med rette følt sig lidt overset. De manglede bøndernes stærke organisering og politiske opbakning, og fisken var trods Danmarks højt besungne bælte, fjorde og sunde en sjælden gæst på middagsbordet. Sådan startede kampen for at få danskerne til at spise flere fisk – fra konserves til kommunale fiskeudsalg og helt frem til Gunnar & Minna og årets pinsefisk.

Industrialiseringen kom også til at betyde en kæmpe omkalfatring af det danske fiskeri. I middelalderen var – som alle historieinteresserede ved – sildemarkederne i Skanør og Falsterbo leverandør til store dele af det dengang katolske og dermed fiskespisende Europa, men da silden forsvinder, forsvinder fiskerne og fiskeriet også ud af de store danmarkshistorier.

Først med de store, motordrevne både, fryseteknik og jernbane til transport kunne fiskeriet omstille sig fra lokalt fiskeri, ofte som supplement til andre erhverv, og igen slå sig på eksport dels ud i Europa, men også bare til forbrugerne i de store byer. Det medførte så igen et behov for at gentænke fisken på tallerknen, for de moderne forbrugere krævede nye opskrifter, frisk fisk og ikke mindst fisk uden ben.

Samtidig begynder diskussionerne om hvor meget, man rent faktisk kan hente op af de danske farvande – og ikke mindst hvor danske fiskere overhovedet må fiske. Fiskerierhvervet måtte kort sagt omstille sig, og det har det så sandelig også gjort, fra kystnært fiskeri til store trawlere, fra de små lyseblå kuttere til de store kvotekonger og fra husmoderkogebøger til store tv-kampagner om fisk to gange om ugen.

Fisk til folket er veloplagt fortalt, og gennemgår næsten uden uforståelige fagtermer fiskeriet i Danmark, danskernes fiskespisevaner og fiskerierhvervet forsøg på at sætte fisken på dagsordenen. Jeg havde aldrig troet at en bog om fiskeri kunne fange mig, men man lærer jo nu engang mest ved at læse bøger om emner, man ikke ved noget om.

Fisk til folket er toogtyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Vi har anmeldt alle bøgerne i serien – skriv danmarkshistorier i søgefeltet i øverste højre hjørne, så finder du dem.

Kenn Tarbensen: Fisk til folket. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer 13. juni 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.