// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jakob Buch-Jepsen: Jeg som anklager
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jakob Buch-Jepsen: Jeg som anklager

Skrevet af den 15. juni 2019 – 06:27Ingen kommentarer

I takt med at sagen mod opfinderen Peter Madsen om drabet på en svensk journalist i Madsens ubåd kommer på afstand, så begynder der at komme bøger dryppende. En af dem er skrevet af Jakob Buch-Jepsen, der som offentlig anklager førte sagen i byretten og landsretten. Og det slipper han ganske godt fra.

Sagen er ikke længere væk end der er brug for at træde varsomt. Det formår Buch-Jepsen, supplerer fortællingen om ubådssagen med andre opsigtsvækkende og bemærkelsesværdige sager, som har været forbi hans bord gennem årene.

De fleste danske ”true crime”-bøger er skrevet af politifolk – nogle gange med hjælp fra journalister. Og Jens Møller Jensen, der var den ledende politimand i ubådssagen, har da også skrevet sin version. Derfor er det ekstra interessant også at få indblik i anklagerens overvejelser og arbejde.

Buch-Jepsen ”giver lidt af sig selv”, da bogens rødetråd er dagbogsnotater, som er skrevet under retssagen i byretten. På den måde får vi ikke en retrospektiv beretning, men en mere ”hands on-beretning” fra frontlinjen, som også kommer omkring hvordan Buch-Jepsen håndterer tingene på hjemmefronten.

Hvis man på et tidspunkt ønsker at læse en mere sammenhængende fortælling om ubådssagen end den massive mediedækning undervejs, så er ”Jeg som anklager” et rigtig godt sted at starte. Det mest detaljerede indblik i politiets møjsommelige efterforskningsarbejde får man dog i Jens Møller Jensens bog.

Jakob Buch-Jepsen i samarbejde med Stine Bolther: Jeg som anklager – Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side. People’s Press, 2019. 311 sider.