// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » PH: Om leg
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

PH: Om leg

Skrevet af den 24. juni 2019 – 06:45Ingen kommentarer

Poul Henningsen (1894–1967) kender de fleste nok for de klassiske PH-lamper, de er vokset op med i deres barndomshjem. Men det var ikke alt, hvad Poul Henningsen stod for. Han var multikunstner og var lige så meget forfatter og debattør, som han var arkitekt og designer. Poul Henningsen var søn af forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper Agnes Henningsen, og han var som sin mor stor modstander af vanetænkning og autoritær opdragelse.

Gennem uddrag fra Poul Henningsens essays, hans dragebog til børn og et foredrag om dovenskaben lærer vi en del mere om de emner, Henningsen brændte for. Hans store kærlighed til håndværket, hans behov for at drømme og lege og hans fordømmelse af den tids strenge opdragelse uden plads til andet end pligter.

’Jeg foreslår ikke at de luddovne skal være endnu mere dovne. Jeg gør bare opmærksom på at dovenskab ikke under alle forhold er en last. Det flittige menneske må for sin kones skyld og sin egen skyld følge den højere pligt det er at forsømme sine pligter. Det er en menneskeret en gang imellem at skyde alt til side for noget man har lyst til. Den dovne behøver man ikke forklare disse ting. Han véd dem i forvejen. Men den pligtopfyldende må lære at den dårlige samvittighed ikke altid har ret.’

Og hvor har han ret. Faktisk er denne lille bog fyldt med så stor en indsigt til brug for os i den travle verden, vi lever i nu. For som Henningsen siger, er det at lege en livsnødvendighed, og målet er ikke at slappe af, men at slippe ud!

Gyldendals nye miniserie Kolibri er den perfekte gave i alle henseender. For selvom bøgerne i serien er mindre end de fleste bøger, er de skrevet af store forfattere med noget på hjerte. Har du aldrig før læst Poul Henningsen, er dette en god lille smagsprøve.

Hver bog i Gyldendals nye serie Kolibri er en lille, komplet læseoplevelse med udvalgte fortællinger, uddrag og essays, og så koster den kun 49,95 kr. (vejl.).

Poul Henningsen: Om leg, Gyldendal, 57 sider, maj 2019