// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lone Theils: Savnet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi, Spænding

Lone Theils: Savnet

Skrevet af den 31. maj 2019 – 10:06Ingen kommentarer

Har du endnu ikke fundet ud af, hvad du skal læse i sommerferien? Fortvivl ej, for jeg har løsningen. Lone Theils nye krimi, Savnet, er perfekt ferielæsning, hvad enten du skal ligge ved poolen, på stranden eller hjemme i haven.

Savnet er første bog i Lone Theils nye serie, Hjemvendt, om politiassistent Signe Brask i Midt- og Vestjyllands Politi. Som nyuddannet betjent bliver hun kaldt ud til Hjerl Hede, hvor den 10-årige Mille er forsvundet under en familietur. Politiet leder efter pigen hele natten, men uden held. Dagene, ugerne og årene går, og Mille er stadig forsvundet. Sagen rider Signe som en mare, og hun besøger familien hvert år på årsdagen for Milles forsvinden.

På 10-årsdagen får Signe imidlertid et uventet opkald fra Københavns Politi. De står med en ung kvinde, der hævder at være den forsvundne Mille. Signe henter hende straks i København, og den forsagte, magre unge kvinde bliver genforenet med familien. Det er dog ikke alle i familien, der tager imod Mille med åbne arme. Signe fornemmer, at der er noget galt, men hun kan ikke sætte sin finger på hvad.

Mille selv nægter at fortælle, hvor hun har været i al den tid, og hvad der skete for 10 år siden. Da Signe samtidig bliver ringet op af en ung fyr, der hævder, at den unge kvinde er hans søster og ikke Mille, begynder hun på ny at grave i sagen. Snart vælter skeletterne ud af skabet, og familien rammes af en ny tragedie.

Jeg var vild med bogen! Plottet er godt skruet sammen, tempoet er højt, og selvom det er barsk læsning, bliver det aldrig blodigt og voldsomt, som det ellers er tendensen i krimigenren i øjeblikket. I stedet er bogen gennemsyret af en stille uhygge, der ligesom sniger sig ind under huden. Spændingen stiger hele tiden, og jeg mistede temmelig meget nattesøvn, fordi jeg liiiiiiiiiige skulle læse et kapitel mere (og endnu et). Samtidig er Signe Brask en kompleks og spændende hovedperson, som vi langsomt lærer bedre at kende. Slutningen af bogen lægger op til en spændende fortsættelse, hvor Signe helt sikkert ikke får det nemt.

Savnet er oprindeligt udgivet som en Mofibo Original e- og lydbog, men udkommer altså nu i fysisk format. Originals er et samarbejde mellem forlaget People’s Press og abonnementstjenesten Mofibo.

Lone Theils, Savnet, People’s Press, 317 sider, maj 2019