// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sara Stridsberg: Kærlighedens Antarktis
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Sara Stridsberg: Kærlighedens Antarktis

Skrevet af den 19. maj 2019 – 08:35Ingen kommentarer

Jeg havde kredset om denne bog i flere uger, inden jeg tog hul på den. Det morbide i dens beskrivelse både frastødte og tiltrak mig. En ung kvindes stemme. En kvinde som var blevet myrdet og skamferet til ukendelighed. En prostitueret kvinde fra samfundets bund i Stockholm. En mor der havde fået tvangsfjernet begge sine børn, fordi hun var så langt ude på stoffer. Jeg tog hul på den trods mine forbehold og fik en læseoplevelse uden sammenligning.

Romanens stemme er den 24-årige Inni. Hun er allerede død, parteret og fordelt i flere kufferter, da vi hører hende. Hun er en ung kvinde, som voksede op i en noget anderledes familie og allerede dengang var forudbestemt til at få et liv i bunden af samfundet. Inni er afhængig af heroin og arbejder som prostitueret for at få råd til sine stoffer. En sommerdag sætter hun sig ind i en fremmed mands bil. Han har længe holdt øje med hende og kører hende langt ind i skoven til en sø, hvor han kvæler hende, voldtager hende og skærer hende i stykker.

’Han bøjede sig over min døde krop, den lå som en skygge på jorden, en pøl af menneskeaffald i sønderrevet blodplettet tøj. Hans ansigt var ubevægeligt, stivnet som verden omkring os, mit hoved virkede så stort som det lå der, som om det tilhørte et dyr. ”Jeg vil jo bare være nær dig”, hviskede han til det der for et øjeblik siden havde været mig.’

Innis tanker flyver frem og tilbage, alt mens hun beretter om hændelsen ved søen. Hendes minder om dengang, hendes lillebror Eskil døde, og al lykke blev suget ud af familien, og dernæst frem i tiden, hvor Innis egne børn vokser op uden kendskab til deres biologiske mor. Innis tanker kredser om hendes egen mor, Raksha, der langsomt går til grunde, nu hvor begge hendes børn er borte. For Inni har altid vidst, at hun skulle dø tidligt. Tingene kunne ikke ske hurtigt nok. Det var et uundgåeligt udfald, og det vidste ham, som tog hende med sig i bilen. Han vidste, at hun ikke var bange for døden.

Kærlighedens Antarktis er ikke kun en bog om denne ene grufulde hændelse, forårsaget af en mands mørkeste fantasier. Det er også en bog om at elske så meget, at kærligheden må dulmes af stoffer. Hvor kærligheden til den bror, hun mistede, og til de børn, hun gav fra sig, ikke var til at leve med. Bogen veksler mellem gribende drømmeagtige minder og fremsyn til helt klare beskrivelser af byen og de ting, hun gjorde, før hendes børn blev taget fra hende. Tilbage til lugten og smagen af blod, mudder og afføringen mellem hendes ben – lugten af ham, som gjorde hende skade.

Kærlighedens Antarktis er så fascinerende og ubegribelig smuk en bog, at jeg flere gange måtte holde små pauser for at fordøje den. Sara Stridsberg er bestemt en forfatter, jeg vil holde øje med i fremtiden, og i og med at hun deltager på Louisiana Litterature til sommer, er jeg nok ikke den eneste, der har det sådan.

Sara Stridsberg: Kærlighedens Antarktis, Forlaget Grif, 304 sider, marts 2019