// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mina Lystad: Alfred og blåhvalen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Mina Lystad: Alfred og blåhvalen

Skrevet af den 11. maj 2019 – 07:41Ingen kommentarer

Alfred skal læse højt for klassen på fredag. Om blåhvalen. Og det giver ham helt ondt i maven. Han er nervøs for, hvordan han skal klare det. For han ved ikke ret meget om blåhvalen, og han bryder sig heller ikke om at skulle stå foran alle sine klassekammerater og læse højt.

Men han må forsøge at finde ud af, hvordan han løser sit problem, og med lidt hjælp fra familien og internettet ser det hele pludselig lidt lysere ud.

Jeg har læst bogen højt for min søn på 5 år, og han lyttede koncentreret og interesseret hele vejen, og vi har snakket om bogen flere gange siden. ”Det var ligesom Alfred og blåhvalen, mor” – så historien har sat sig fast og gjort indtryk.

Bogen er god på mange måder. Den fungerer rigtig godt som højtlæsningsbog, og det er også en oplagt bog til børn, der lige er begyndt at læse, fordi både sværhedsgrad og format passer til den målgruppe.

Den handler om noget meget grundlæggende lærdom for alle børn – at tro på sig selv, at overkomme forhindringer, der virker svære og komme styrket ud på den anden side. Og faktisk er den også ret fin for forældrene, der bliver mindet om, hvordan vi styrker vores børn og hjælper dem gennem udfordringer.

Bogen benytter et klassisk greb indenfor børnelitteraturen, hvor man via historiefortælling får taget hul på at tale om følelser og situationer, som børn skal lære at håndtere. Og det fungerer.

Mina Lystad, Alfred og blåhvalen, Straarup & Co, oversat af Lisette Agerbo Holm, illustreret af Åshild Irgens, april 2019, 43 sider.