// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maya Angelou: Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk, Biografi, Erindringer, klassiker

Maya Angelou: Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur

Skrevet af den 14. maj 2019 – 07:33Ingen kommentarer

I år er det 50 år siden, at Maya Angelous første autofiktive bog, I Know Why The Caged Bird Sings, udkom i USA, og nu udkommer den endelig på dansk. Mange har nok som jeg læst uddrag af den i skolen, men jeg havde af uransagelige grunde ikke fået læst bogen som et hele. Jeg havde derfor glædet mig meget til at dykke ned i bogen, der står som et vigtigt værk og vidnesbyrd i amerikansk litteratur og kultur, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Bogen er en såkaldt “coming of age”-fortælling. Maya og hendes bror, Bailey, bliver sendt til den lille by Stamps i Arkansas for at vokse op hos deres farmor. I Syden oplever de raceadskillelse og lever med frygten for hvide mennesker samt bevidstheden om, at de hvide kan slippe af sted med hvad som helst, når blot offeret er sort. Maya er godt tilfreds med at bo hos sin farmore men Bailey drømmer om noget mere – og om at bo sammen med deres mor. Til sidst flytter de hjem til deres mor i San Francisco, hvor en helt anderledes verden venter Maya.

Bogen indeholder mange af Mayas barndomsoplevelser, som er rystende læsning. Det er ligeledes en stærk beretning om at vokse op som sort i sydstaternes raceopdelte miljø. Om at vokse op med forældre, som ikke magter forældreopgaven, og som derfor overlader den til andre. Angelous beretning tegner et tidsbillede af USA under Depressionen og fortæller samtidig historien om at finde sin styrke på trods af overgreb og uretfærdighed.

Den forandring, der sker i Maya i løbet af bogen – fra en lille sort pige, der som følge af racisme i Syden har et enormt mindreværd, til en stærk, dannet ung kvinde med ben i næsen – er rørende og smuk. Angelou berører med sin skarpe pen emner som moderskab i det sorte samfund, familiens vigtighed, søgen efter uafhængighed og værdighed på en måde, som hverken bliver belærende eller banal, men som oplyser og uddanner og gør os klogere. Det er ikke svært at forstå, hvorfor denne bog står på læseplanen på skoler verden over.

Maya Angelou (født Marguerite Ann Johnson, 1928-2014) er en af de helt store sorte amerikanske forfattere og borgerrettighedsforkæmpere. Hun har vundet utallige priser og er især kendt for sine selvbiografiske eller autofiktive værker om sin barndom og tidlige ungdom. Det første, Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur, omhandler hendes liv indtil 17-års alderen. Bogen sikrede hende international anerkendelse og en nominering til Pulitzerprisen. Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur blev udgivet, da Maya Angelou var 41 år gammel. Hun var på dette tidspunkt allerede respekteret som talerør for sorte mænd og kvinder, og bogen blev set som et forsvar for sort kultur. I dag er hun et forbillede for mennesker verden over, og Barack Obama tildelte hende i 2010 The Presidential Medal of Freedom, som er den højeste civile ære i USA. Angelous bøger omhandler oftest temaer som racisme, identitet og familie.

Maya Angelou, Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur, oversat af Nanna Gyldenkærne, Rosinante, 285 sider, maj 2019