// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Agnes Henningsen: Byen erobret- Kærlighedssynder
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Roman

Agnes Henningsen: Byen erobret- Kærlighedssynder

Skrevet af den 3. juli 2019 – 07:17Ingen kommentarer

Agnes Henningsen var en dansk forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Hun nåede at udgive 12 romaner, en række skuespil og sine erindringer i otte bind. Forlaget Gyldendal har genudgivet de otte erindringsbind i bøger af to, hvor Let gang på jorden – Letsindighedens gave er den første, og Byen erobret – Kærlighedssynder den anden.
Let gang på jorden – Letsindighedens gave beskriver Agnes’ liv fra hendes barndom på Fyn til hendes kunstnerliv i København som hustru af Mads Henningsen, da hun er i starten af 20’erne.

I Byen erobret – Kærlighedssynder, som er erindringer fra årene 1895-1910, går ægteskabet med Mads Henningsen i stykker, og Agnes må klare sig selv alene og fattig med sine børn i København. Hun forsøger sig med en række erhverv for at forsørge sig, men ender efter en række fejlslagne forsøg med at gøre det, hun er bedst til – nemlig at skrive. Det er her, hun får udgivet sine første bøger i eget navn. Det er også her, hun oplever sine første udenlandsrejser, som blandt andet går til Spanien og Nordafrika. Hun får sit kærlighedseventyr til Paris, hvor hun møder Georg Brandes, og hun besøger kunsterkolonien i Skagen.

Agnes opholder sig gennem hele perioden i datidens litterære kredse. Personer som Gustav Wied, brødrene Brandes, Herman Bang og Johannes V. Jensen er nogle af dem, hun har sin gang blandt. Det er stadig tydeligt at mærke Agnes’ store, til tider åbenlyse, appetit på mænd, og det er fantastisk set i lyset af, hvornår bogen er skrevet. Det er uden tvivl starten på et opgør med datidens kønsroller.

Byen erobret – Kærlighedssynder er ikke helt nem at læse. Der er så mange vendinger og ord fra den tid, som lige skal dechifreres og læses igen, før det giver mening. Jeg synes, det gik bedst, hvis jeg læste mange sider af gangen. På den måde vænnede jeg mig til sproget, og så faldt det mig langt nemmere at læse. Heldigvis er det meste af bogen skrevet, så det er til at forstå med afsnit ligesom dette;

”Besvim ikke for mig” bad vennen og drejede mig om hjørnet ved apoteket. ”Skal vi gå ind og få lidt pulver og et glas vand. Eller er De rask nok til en kaffe og et glas vin? Der kan vi sidde og snakke om … at De snart skal til at skrive så borgerskabets øjne står på stilke.”

Læs også vores anmeldelse af Let gang på jorden & Letsindighedens gave.

Agnes Henningsen: Byen erobret – Kærlighedssynder, Gyldendal, 483 sider, april 2019