// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ben Elton: Krigens første offer
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historisk roman, Krige

Ben Elton: Krigens første offer

Skrevet af den 6. juni 2019 – 07:08Ingen kommentarer

Med Krigens første offer fuldender Ben Elton sit trekløver af krigsdramaer. De to første bøger, To brødre og I kamp mod tiden, foregår i tiden op til henholdsvis første og anden verdenskrig, mens den sidste bog foregår under første verdenskrig.

Året er 1917. Douglas Kingsley, en højt dekoreret politikommissær fra London, nægter at kæmpe i verdenskrigen, da han mener, at krigen er ulogisk og kun vil skade hele Europa. For at statuere et eksempel idømmes han fængselsstraf og bliver sendt til landets værste fængsel. Hans kone forlader ham, og skandalen er total.

Samtidig bliver en berømt britisk officer og digter myrdet på et hospital for sårede soldater i Frankrig. Den officielle forklaring er dog, at han faldt i kamp. Efterretningstjenesten har brug for en uvildig person til at efterforske mordet, og valget falder på Kingsley. De bortfører ham fra fængslet og sender ham til fronten i Frankrig for at opklare mordet, som en kommunistisk soldat meget belejligt sidder fængslet for.

Til trods for sin modstand mod krigen oplever Kingsley nu krigens rædsler på nærmeste hold, og han er chokeret. I sin jagt på sandheden og morderen bliver han tvunget ind i de hårde kampe i skyttegravene og må kæmpe for sit liv. Han får hjælp fra en uventet kant i form af sygeplejersken Kitty, som måske kan bidrage til løsningen af mysteriet.

Ben Elton er en virkelig god historiefortæller. Hans beskrivelse af krigen giver en gysende klar fornemmelse af, hvad skyttegravskrig er, og hvordan den på meget kort tid ødelægger mennesker. Det er en beskrivelse af den værste krig, verden har set, og det er virkelig ikke rar læsning. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan kulden krøb ind over soldaterne, mens de lå sultne, tørstige og trætte i de våde skyttegrave, og granaterne regnede ned omkring dem. Min eneste anke mod bogen er tempoet. Handlingen skrider kun langsomt fremad, og jeg skulle næsten halvvejs gennem bogen, før Kingsley begyndte på sin efterforskning. Men er du til litteratur om første verdenskrig, skal du bestemt ikke snyde dig selv for denne bog.

Læs også vores anmeldelse af I kamp mod tiden.

Ben Elton, Krigens første offer, oversat af Poul Henrik Westh, Forlaget Turbulenz, 416 sider, april 2019