// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen

Skrevet af den 4. maj 2019 – 07:31Ingen kommentarer

I sin nye roman “Inde fra Stormen” sætter Jens Christian Grøndahl hverdagens små og store konflikter under lup. Skilsmisser, generationskløfter, stofmisbrug, udbrændthed, barnløshed, sexchikane og magtmisbrug er nogle af de mange smertelige temaer, der berøreres på bogens bare 208 sider.

Men grundlæggende tegner bogen et mande- og kunstnerportræt, som har autofiktive elementer. Der er tydelige ligheder imellem Jens Christian Grøndahl og bogens hovedperson Adam Huus. Et finurligt navn ladet med symbolik. Adam betyder “mand” på hebraisk og “at skabe” på assyrisk. Adam var den første mand, som Gud skabte. Hus betød i ældre tid slot eller befæstet plads. Kongens hus var kongens slot. I bogens sammenhæng kan navnet tolkes, som manden (Grøndahl?), der prøver at finde hjem. Både mentalt og fysisk. At finde et (nyt) hjem og finde hjem til sig selv efter at have været igennem dramatiske begivenheder.

Romanens jeg-fortæller, forfatteren Adam Huus har ikke skrevet en bog i fem år. Han er gift med den meget yngre Harriet, som er hans livs holdepunkt. Men da hun vælger at sige sin store stilling i ministeriet op for at tage til Jylland og passe sin demente far, bliver der pustet til Adams vante hverdag. En indre storm begynder. Flankeret af en ydre, fysisk storm.

Huset i Kartoffelrækkerne skal sættes til salg. Adam er altså ved at miste sit hu(u)s. Midt i det hele får han et opkald fra sin kokainmisbrugende datter, der har brug for hjælp. Hun er datter af hans første ægteskab, og Adam lider af stærk skyldfølelse, og vil gøre alt for at hjælpe. Men hun står ikke til at redde. I samme spor tænker Adam på sin søn i London, som han ikke har videre kontakt med. Han er gift med Kate og de er barnløse. Adam er plaget af dårlig samvittighed overfor børnene, og hans manglende nærvær overfor dem, da de var små. Er det derfor, at hans datter tager stoffer? Er det derfor, at sønnen Peter holder ham på afstand? Valgte han forkert, da han forlod sin første kone?

I romanens andet spor hører vi om, hvordan Adam Huus hvirvles ind i en MeeToo skandale, da han prøver at støtte sin redaktør og ven, kvindebedåreren Eskild, som har forgrebet sig på en af forlagets kvindelige forfattere. En tilfældig antifeministisk udtalelse til en kollega starter en såkaldt shitstorm. Huus bliver hængt ud, og forlæggeren mister sit job og bliver skilt. Grøndahl beskriver indlevende og skarpt, hvordan den massivt dårlige omtale spreder sig som lynild i medierne i kølvandet på redaktørens overgreb.

Mediehetzen svarer til den Grøndahl selv oplevede efter sin dybt kontroversielle udtalelse om journalisten Kim Wall, der som bekendt blev myrdet i en ubåd. En udtalelse han siden har fortrudt. Med Adam Huus som et passende skjold og et mørkt alter ego, stikker Grøndahl nu forsigtigt og famlende hovedet og pennen frem fra (shit)stormens efterdønninger med bogen “Inde fra Stormen”. Til min store forbløffelse gentager Grøndahl næsten fadæsen i nærværende roman. Den kvindelige og krænkede forfatter overvejer nemlig, om hun selv var skyld i overgrebet:

“Gudrun havde en ankellang uldfrakke uden på sin lårkorte kjole. Frakken stod åben, lokalet var dunkelt, de stod i baren. Hun var i gang med at nippe til en negroni, da han venskabeligt lagde en arm om hende talje. En lidt frisk ting at gøre, men hun lod det ske, han var en sød mand, og hun havde aldrig mødt en forlægger, der forstod hende som Eskild. Han var noget nærgående, han havde også fået en del indenfor vesten, men hendes vennesæle tolerance forvandlede sig til lam forbløffelse, da hun lidt efter mærkede hans hånd, hvor hun trods alt ikke havde ventet det (…). Troede han, at han kunne gøre sådan, fordi hun skrev de bøger, hun skrev? Var hendes rygte løbet i forvejen med bud om, at man bare skulle finde knappen, så spredte hun benene? Fandt hun sig i det, fordi hun for alt i verden gerne ville udkomme på det gamle, guldrandede forlag? Var hun selv ude om det?”

Det svares, der ikke endegyldigt på i romanen.

I mellemtiden har Harriet besluttet sig for at blive boende i Jylland og købe sin fars snedkerværksted. Skal Adam efterlades i København? Naturligvis ikke. De bliver hurtigt enige om, at Adam skal flytte med – væk fra medierne, forlæggerne og de kvindelige forfattere. Både den indre og ydre storm er aftaget, og livet går sin videre gang. Adams skriveblokering er væk, og vejret er smukt.

Man kan tydeligt identificere sig med problematikkerne i bogen. Mislyd i ægteskabet, en syg forældre, latent skyldfølelse over en skilsmisse og kunstnerisk udbrændthed. Desværre er der ingen dybde i romanen, der isglat skøjter på overfladen, hen over det indre drama og den dybeste sorg i en næsten triviallitterær fremstilling af hule endimensionelle karakterer. At omgivelserne er de mondæne Kartoffelrækker, korrekte karrierejobs i ministeriet og at vores hovedperson publiceres på “det gamle, guldrandede forlag” sender tankerne i retning af damebladenes glitrede hverdagsfremstilling. Og den ellers meget relevante og aktuelle MeToo skandale virker påklistret.

Det indre drama kunne have været vanvittigt interessant. Men det når desværre aldrig helt ind under huden på undertegnede læser. Derimod får vi et antiklimaks af en happy end, som står i skærende kontrast til temaernes dybe alvor. Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at de stærke temaer og begivenheder blot bruges som underholdende elementer. Og det er mildt sagt ærgerligt.

Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen, Gyldendal, marts 2019, 208 sider.