// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jon Kabell: Jagten på de hemmelige ting
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Jon Kabell: Jagten på de hemmelige ting

Skrevet af den 13. april 2019 – 05:10Ingen kommentarer

Pege- og findebøger er typisk for de allermindste børn, og det er sjældent, at de er rigtig spændende eller sjove at læse i for andre end netop de allermindste børn (1-3 årige). Men jeg har netop, sammen med min femårige søn, læst denne rigtig spændende, lærerige, flotte og mest gennemførte findebog, Jagten på de hemmelige ting.

Den er spændende og lærerig, fordi hver side har hver sit tema, og vi kommer således både omkring sørøvere, riddere, astronauter og drager, lige som vi både er på bondegården, under havet og i skoven.

Hver side er gennemført både når det kommer til den korte, finurlige historie, der er, de ting man skal finde og de illustrationer, farver og skrifttyper, der bruges.

Og så er den slet ikke så nem. Man får at vide, hvad man skal finde, men flere steder kun i en overordnet kategori, for eksempel ”find 8 levende væsener – de kan jo se ud på mange måder sådan nogen” eller ”find 4 ting, der helt sikkert er lavet af mennesker”.

Den er flot, fordi illustrationerne simpelthen bare er flotte og veludførte. De er fantasifulde og autentiske, børnevenlige, men ikke barnlige, afvekslende og stilsikre.

Jeg er meget imponeret over bogen, og vi hyggede os virkelig godt med at læse den. Det er så gennemført, det hele, og det var en fornøjelse at læse den.

Der er netop i marts udkommet en efterfølger, der hedder ”De hemmelige ting i dyrenes verden” – den skal vi helt sikkert have.

Til bogen hører også hjemmesiden www.dehemmeligeting.dk, hvor man kan printe tegninger fra bogen til at farvelægge, man kan finde løsninger til siderne, hvis man ikke kunne finde alle tingene, og det er også muligt at købe plakater, t-shirts og andet.

En varm anbefaling herfra.

Jon Kabell, Jagten på de hemmelige ting, Lamberth, 2018, 32 sider.