// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lasse Holm: Lodbrogsønnernes død
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman, Krimi

Lasse Holm: Lodbrogsønnernes død

Skrevet af den 4. april 2019 – 21:58Ingen kommentarer

Lodbrogsønnernes død er tredje bind af Lasse Holms vikingesaga om Rolf Rapkæft, der opklarer mordgåder i vikingetiden. Det er i de første bind blevet til sandheden om den mytiske Ragnar Lodbrogs død samt en stribe bord på et vikingeskib på togt i Middelhavet.

I dette tredje bind er Rolf Rapkæft og hans vikingevenner nået til Miklagård, vore dages Istanbul. Her gør de tjeneste i barbargarden, indtil et uventet mord (igen) truer hans og vennernes skrøbelige sikkerhed. Kejseren giver Rolf ordre til at opklare mordet, og Rolf må navigere i de mange intriger ved hoffet mens mænd bliver dræbt omkring ham i rivende hast. Gåden kan dog ikke løses i Miklagård alene, og snart er han igen på farten, denne gang på de russiske floder.

Omkring ham er et stort galleri af stærke mænd og kvinder, lige fra skjoldmøen Ylva til Lodbrogsønnerne og ikke mindst de nye venner, Rolf får undervejs. Det krydres med overvejelser om asatro og kristendom, og lidt moralsk kvababbelser (som jeg nu finder påklistrede og atavistiske, men nuvel) og til sammen giver det en farverig besætning på en spændende rejse gennem vikingetiden.

Lodbrogsønnernes død er toptunet underholdning, en velskrevet roman med masser af aktion. Jeg var ret vild med første bind i trilogien og lige så kritisk over for andet bind, hvis plot desværre ikke holdt hjem. I tredje bind er Holm på rette spor igen, Rolf Rapkæft opklarer storpolitiske dramaer i Byzans, Kijev og Ribe, og det man på moderne dansk kalder en pageturner. Fra det varme, eksotiske Bosperus til den frisiske marsk går det over stok og sten, mens puslespillet langsomt bliver lagt.

Ifølge bagsideteksten er Lodbrogsønnernes død et selvstændigt bind i serien om Rolf Rapkæft, men jeg vil advare imod at læse den uden at have læst forgængerne. Der er simpelt hen for mange henvisninger til begivenhederne i tidligere bind, og slutningen giver ingen mening overhovedet, hvis man ikke har læst bind to. Så ignorer den mærkelige udmelding fra forlaget, og læs serien i rækkefølge.

Serien om Rolf Rapkæft og Lodbrogsønnerne er en trilogi, men slutningen lægger ret meget op til en fortsættelse – dog uden Lodbrogsønnerne. Det er fint med mig, for jeg vil gerne høre mere om Rolf Rapkæfts opstigning til normannerkonge – hvis altså Lasse Holm kan love, at han holder niveauet fra dette bind.

Lasse Holm: Lodbrogsønnernes død. 384 sider, Politikens Forlag. Udkommer i dag

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.