// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bo Tao Michaëlis: Hemingway – en mand og en myte
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi

Bo Tao Michaëlis: Hemingway – en mand og en myte

Skrevet af den 12. april 2019 – 06:14Ingen kommentarer

Ind i mellem læsningen af to af Ernest Hemingways to største værker – Hvem ringer klokkerne for? Og Farvel til våbnene – fandt undertegnede tid til at læse lidt om Hemingway, hans forfatterskab og hans værker. Det blev gjort i den danske journalist Bo Tao Michaëlis’ ganske glimrende værk, hvor Michaëlis formår at tage os med ind i Hemingways univers og levere en balanceret beskrivelse og analyse af Hemingways liv, karriere og litterære produktion.

Michaëlis lægger ikke skjul på, at han er begejstret for Hemingway og den amerikanske forfatters værker. Men han går også kritisk til Hemingway og er ikke bleg for at påpege forskellen mellem Hemingway før og Hemingway efter Anden Verdenskrig. Hvordan Hemingway langsomt forsumper, hvilket går alvorligt udover hans litterære talent.

Michaëlis fortolker og udlægger mange af Hemingways tekster og er i stand til at se ting og afdække lag af fortællingerne, som kan være svært for andre at se. Derfor er det en fornøjelse at læse hvad Michaëlis kan få ud af teksterne. Han inddrager også andres fortolkninger af teksterne og er god til at trække i bremsen, når han ikke mener fortolkningerne holder vand.

”Hemingway – en mand og en myte” er en fremragende mellemstation på vejen rundt i Hemingways forfatterskab og giver et godt pejlemærke for hvilke romaner og noveller af Hemingway, som man bare skal læse. Og hvilke man bestemt ikke behøver at spilde tid på.

Bo Tao Michaëlis: Hemingway – en mand og en myte. Gyldendal, 2016. 359 sider.