// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Geir Gulliksen: Se på os nu
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Geir Gulliksen: Se på os nu

Skrevet af den 24. april 2019 – 06:14Ingen kommentarer

Hvor meget frihed skal man tillade i et forhold, og hvor længe kan man mentalt forsvinde fra sit ægteskab, før der ingen vej er tilbage? Hvor Geir Gulliksens roman Historie om et ægteskab blottede ægteskabet til sit inderste, vender han her tilbage med en ny roman, som giver forelskelsen og begæret hovedrollen. Her er ingen vindere og tabere, kun en tragisk forudanelse om, at der ingen vej er tilbage, når først det første skridt er taget.

Den 50-årige Hans Kaasajordet har været gift med Ingunn i 14 år. Sammen har de datteren Katrine og to sammenbragte børn fra tidligere ægteskaber. Hans er glad og tilfreds. Til et bryllup kommer han til at sidde ved siden af den over 20 år yngre Harriet, som er nybagt mor. Han er slet ikke tiltrukket af hende, tværtimod har hun en masse træk, som han slet ikke bryder sig om. Hun er for påtrængende og overfladisk, slet ikke som hans egen Ingunn, som er velovervejet i alt, hvad hun siger. Da Harriet får Hans lokket med ud for at trække luft under en tale, ender de ved et tilfælde på handicaptoilettet sammen. Her må Hans, ridderlig som han er, hjælpe Harriet med at pumpe mælk ud af hendes overfyldte bryster. Den intime oplevelse bliver starten på en affære, der uundgåeligt har ligget i kortene, siden Harriet kiggede på Hans med sine store øjne.

Hans har aldrig før været Ingunn utro, men han er overbevist om, at hvis han spiller med åbne kort, så vil hun forstå. Han fortæller lystigt Ingunn om sit nye bekendtskab. Han undlader dog at fortælle hende om sin tiltrækning af Harriet, men udelukkende om det venskab, de er ved at knytte, og hvor vigtigt det er for Hans at kunne tale med andre udeforstående om sit liv. Ingunn prøver at give ham plads, og da Katrine lægger mærke til farens øgede sms’en og ændrede adfærd, forsvarer Ingunn ham. Men hvor længe kan hun give sin mand den plads, han tilsyneladende har brug for, uden helt at miste sig selv?

Geir Gulliksen har skrevet endnu en fremragende roman med et helt specielt indblik i de mekanismer, der sættes i gang, når forelskelsen og begæret tager over. Det er tydeligt at se hans holdning til at give hinanden frihed i forholdet, hvilket skinner igennem i hans bøger. Samtidig med det er han bestemt ikke bange for at få manden til at fremstå vattet og tåbelig i sine følelsers vold, hvilket jeg finder ret underholdende. Ingen machomænd her. Nej, det er de bløde mænd, der er i-kontakt-med-deres-følelser, som Gulliksen skriver om. Desværre er det også dem, der kommer ud som tabere. Eller er det nu også det? Gulliksens bøger får forskellige ting frem i os, alt efter om du er kvinde eller mand. Derfor vil jeg anbefale dig at læse denne bog og give den til din bedre halvdel. Den vil helt sikkert sætte gang i en livlig debat om kærlighed, begær, og hvilke grænser vi sætter for hinanden.

Læs også vores anmeldelse af Historie om et ægteskab.

Geir Gulliksen: Se på os nu, C & K Forlag, 350 sider, april 2019