// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa Jewell: Og så var hun væk
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Lisa Jewell: Og så var hun væk

Skrevet af den 27. marts 2019 – 06:39Ingen kommentarer

Lisa Jewell er en eminent god krimiforfatter, som formår at skrue et plot sammen, som man som læser ikke kan gennemskue. Hun skriver spændende og hendes bøger er svære at lægge fra sig. Jeg har glædet mig meget til hendes nummer to bog: Og så var hun væk. Jeg er ikke skuffet.

I den møder vi Laurel, der er gift med Paul og mor til tre børn; Jake, Hannah og Ellie. Ellie er 15 år, og forelsket i Theo, som hun også bliver kæreste med. Hun er ivrig efter at klare sine eksaminer godt og overtaler sin mor til at få privatundervisning i matematik. De finder en kvinde, der underviser i hjemmet. Det er Noelle, hun er i 40érne, grå og kedelig. I starten går hjemmeundervisningen godt, men snart synes Ellie, at Noelle opfører sig mærkeligt. Det bliver ubehageligt og hun beder sin mor om at hjemmeundervisningen skal stoppe, hvilket den bliver.
Kort tid efter forsvinder Ellie.

En mareridtsagtig tid starter for familien, for ingen har set Ellie, og der er ingen spor andet end fra et enkelt overvågningskamera. Politiet hælder til, at Ellie er stukket af hjemmefra, men det nægter Laurel at tro på. Hun gør alt, hvad hun kan for at holde gang i eftersøgningen. Hun har ikke overskud til andet end sorgen over Ellie, og familien går langsomt i opløsning. Paul og Laurel bliver skilt, og han finder en anden kvinde. Jake og Hannah klarer sig selv, og fjerner sig mere og mere fra deres mor. Specielt Hannah, som Laurel måske ikke helt kan tilgive, er der i stedet for Ellie.

Årene går og Ellies forsvinden vedbliver at være et mysterium. På 10-årsdagen deltager Laurel i et tv-program, hvor sagen bliver ridset op igen og offentligheden opfordres til at komme med oplysninger.

Laurel tror aldrig, at hun kommer til at leve ordentligt igen, men så en dag, da hun sidder på en cafe, træder Floyd ind og sætter sig ved hendes bord. De falder i snak, og snart bliver de kærester. Han har den skønneste lille datter, og Laurel begynder at leve igen. Hun når så langt, at hun kan rumme Pauls kæreste og holde en samlet fødselsdagsfest for hele familien, hvor de alle møder Floyd.

Men der er noget helt forfærdeligt galt, og da Laurels svigerdatter Belle advarer Laurel om, at Floyd har en mørk aura, begynder hun selv at se tegn på, at der er noget som ikke stemmer. Da Floyd juleaftensdag beder hende om at komme forbi ham, inden de skal til julefest hos hendes familie, fordi han har en speciel gave til hende, bliver hun bange. Hun skriver til sine børn, at hvis hun ikke dukker op til festen til tiden, skal de komme hende til undsætning. Gys.

Uha, det er godt nok en grufuld og uhyggelig historie Lisa Jewell har skrevet. Der er flere fortællere i bogen og det virker rigtigt godt og meget spændingsopbyggende. Jeg har slugt den, for den er simpelthen så spændende og velskrevet. Men den er også hjertegribende og samtidigt ond, lige på grænsen til, hvad jeg kan kapere. Så der gik flere dage, før jeg kunne ryste historien af mig. Vi har tidligere anmeldt Lisa Jewels første bog Den fremmede gæst. Hvis du er til krimier og spænding, så skal du læse Lisa Jewells bøger. Du bliver ikke skuffet.

Lisa Jewell, Og så var hun væk, Gads Forlag, oversat af Johnnie McCoy, 335 sider, marts 2019